Kompetence
Børne- og Ungeudvalget
Beslutningstema
Børne- og Ungeudvalget kan beslutte retning for det videre arbejde med ny klublokation i distrikt Slagelse Nord.
Børne- og Ungeudvalget kan desuden beslutte, om der skal indgå alternativer til det videre arbejde.
Indstilling
Chefen for Skole og Dagtilbud indstiller,
1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter, hvilke muligheder der skal afdækkes nærmere i det videre arbejde.
2. at Børne- og Ungeudvalget beslutter, om der i en kommende sag også skal indgå alternativer til det videre arbejde.
Sagens indhold
På Børne- og Ungeudvalgets møde 13. august 2024 blev Udvalget præsenteret for nye mulige klublokationer i Dalmose og Nordhallen.
Udvalget besluttede at udsætte beslutning om ny klub i distrikt Slagelse Nord, da muligheden havde et midlertidigt sigte. Udvalget ønsker en uddybning af mulige permanente løsninger. Udvalget tilkendegav desuden, at mulighederne på og i nærheden af Nymarkskolen skulle afdækkes yderligere.
Administrationen har været i dialog med distriktsleder i distrikt Slagelse Nord og med Center for Kommunale Ejendomme (herefter KE).
Generelle betragtninger
De fem muligheder til ny klublokation som præsenteres herunder, har alle fordele og ulemper.
Mulighed A og B er udarbejdet på baggrund af drøftelser i Børne- og Ungeudvalget.
Mulighed C er et eksternt lejemål.
Mulighed D omfatter Nordhallen, som i dag benyttes midlertidigt til klubtilbud.
Mulighed E omfatter Rosenkildevej 92 i Slagelse, hvor der i dag er klubvirksomhed - anden målgruppe.
Mulighederne i distrikt Slagelse Nord er yderligere udfoldet herunder og tager alle udgangspunkt i den politisk vedtagne ejendomsstrategi, som blev besluttet på Økonomiudvalget den 21. marts 2022.
Mulighed A - pedelboligen på Nymarkskolen + andet tomt lokale på Nymarkskolen
Mulighed A indbefatter lokaler i den tidl. pedelbolig på Nymarkskolen, der fungerer som morgen-SFO. Bygningen er ca. 200 m2 stor og opfylder dermed ikke kravet om ca. 300 m2. Det vil kræve at nuværende morgen-SFO flyttes ind i skolens lokaler.
Estimerede udgifter
- 0,4 - 0,6 mio. kr. til ombygning.
- 0,2 - 0,4 mio. kr. til istandsættelse.
- 0,2 mio. kr. til inventar.
Total: 800.000 kr. - 1,2 mio. kr.
Fordele
- Bruger eksisterende bygninger og skolens/hallens øvrige faciliteter.
- Tæt på distriktsskolen.
- Kræver begrænset ombygning, primært inventar.
Ulemper
- Begrænser antallet af mulige indmeldte.
Mulighed B - kælder under hovedbygningen på Nymarkskolen
Estimerede udgifter
- 1,5 – 3,2 mio. kr. til ombygning.
- 0,2 - 0,4 mio. kr. til istandsættelse.
- 0,2 mio. kr. til inventar.
Total: 1,9 mio. kr. - 3,8 mio. kr.
Fordele
- Tæt på Nymarkskolen og faciliteterne omkring skolen.
- Investering i eksisterende arealer.
Ulemper
- Omkostningstung ombygning der bl.a. kræver ventilation, istandsættelse og en række dyre tiltag for at etablere nye flugtveje.
- Kælderlokaler og deraf risiko for efterfølgende problemer med indeklima.
- Nymarkskolen anvender for nuværende kælderen til depot.
- Der er et ønske om indendørs aktivitetsområde. Dette vurderes ikke muligt for nuværende, da et aktivitetsområde bl.a. vil kræve ændringer i bygningens kælderstruktur. Desuden gøres der opmærksom på, at en placering under jordniveau kan give udfordringer med indeklimaet - på trods af ventilation og andre tiltag.
Mulighed C - eksternt lejemål
Estimerede udgifter
- 84.075 kr. i årlig leje.
- 70.538 kr. i depositum.
- 26.570 kr. i årlig driftsudgift.
- 0,2 mio. kr. til inventar.
Total: 381.183 kr.
Fordele
- Tæt på Nymarkskolen og faciliteterne omkring skolen.
- En selvstændig bygning giver mulighed for at tilbuddet får sin egen identitet.
- Muligheden er i tråd med Børne- og Ungeudvalgets ambition om selvstændige klubber.
- Giver rigeligt antal m2 til et mangfoldigt og alsidigt klubtilbud.
- Gode faciliteter såsom toiletforhold m.v.
- Nedsat pris på leje af bygningen grundet forespørgsel.
Ulemper
- Der anvendes i denne mulighed ikke eksisterende kommunale arealer, men der indgås nyt lejemål.
- Der er ikke adgang til egne udearealer og de omkringliggende lejere i ejendommens bygninger, er erhvervslejere.
- Det kan forventes at anvendelsesændringen til fritidsklub vil kræve investeringer i en lejet bygning for at opnå tilladelse til at ændre anvendelsen til fritidsklub. På nuværende vidensniveau vurderes omkostningen at være mellem 4.000 – 8.000 kr./m2, svarende til mellem 1,1 - 2,3 mio. kr. Det præcise tal vil dog afhænge af den konkrete byggesagsbehandling.
- Der er eksisterende erhvervslejemål i den bygning, som omtales herover. Der deles således udearealer og adgangsveje og der vil skulle laves sikkerhedsforanstaltninger for at undgå ulykker.
Når en erhvervsejendom skal omdannes til et nyt formål, i dette tilfælde en fritidsklub, træder nye krav om brandforhold, handicapadgang, indeklima mm. i kraft. Det er først i den endelige byggesagsbehandling, på baggrund af en ny lokalplan, at der opnås vished for de endelige krav.
Ved indgået af lejemål, skal kommunen deponere midler svarende til ejendomsværdien, hvilket for dette lejemål udgør ca. 1,4 mio. kr.
Administrationen er blevet oplyst om, at den pågældende ejendom kun er til udlejning.
Såfremt administrationen får til opgave, at afklare denne mulighed nærmere, skal følgende belyses:
- Mulighed for midlertidig godkendelse til fritidsklubformål, da området er kommuneplanlagt til erhverv og butiksformål.
- Omdannelse til fritidsklubformål kan forudsætte en ny lokalplan, som forventeligt tager 12 - 18 måneder, hvorefter der kan søges byggetilladelse.
- Det skal undersøge om udlejer kan forestå udbedringer.
Mulighed D - Nordhallens café
Klubben booker i dag kantinen og en række haltider via kommunens bookingsystem, Winkas. Dog mangler de plads og et selvstændigt kontor for at det kan fungere på permanent basis.
Dette kræver at foreningerne frigiver yderligere plads og et mødelokale, ligesom det tidl. halinspektørkontor skal frigøres, så personalet kan have et aflåst lokale, bl.a. af GDPR-hensyn. Dette vil blive afklaret nærmere, såfremt denne mulighed prioriteres politisk.
Estimerede udgifter
- 0,4 - 0,6 mio. kr. til ombygning.
- 0,6 – 1,2 mio. kr. til istandsættelse, brandsikringstiltag og øvr. myndighedskrav.
- 0,2 mio. kr. til inventar.
Total: 1,2 mio. kr. - 2 mio. kr.
Fordele
- Bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter inde og ude.
- Mulighed for at skabe en fritidsklub med fokus på sport og bevægelse.
- Mulighed for fælles indkøb af udstyr.
- Mulighed for at fritidsklubberne kan undervise og tiltrække nye unge medlemmer.
- Placeringen er tæt på de større eksisterende boligområder og de udviklingsområder i Slagelse NV, hvor der ses stor tilvækst af boliger.
Fra et fritidsperspektiv vil et klubtilbud i Nordhallen skabe mere aktivitet og give mulighed for, at flere brugere kan kombinere brugen af samme bygning. I dag står lokalet tomt de fleste dage og aftener. Der henvises i denne forbindelse til drøftelsessagen om køkkener i kommunale haller på Kultur- Fritids, og Turismeudvalgets møde den 7. marts 2024, som er vedlagt sagen som bilag 1.
Udover lokalerne og tider i Nordhallen, vil klubtilbuddet have mulighed for at bruge de nærliggende idrætsfaciliteter (de mindre gymnastiksale på Nordskolen, BMX-bane, multibaner, fodboldbaner, amerikansk fodboldbane mm.).
Ulemper
- Det vil være nødvendigt at foreningerne, som benytter Nordhallen, i højere grad deler fællesskab med klubben for at frigive yderligere plads.
- Der er mulighed for permanent samlokalisering, som både vil have positive og negative effekter for foreningerne.
- Etablering af fritidsklub vil reducere fællesarealerne, der bliver brugt fx ved større idrætsarrangementer. Der bør derfor arbejdes med mulighed for booking af disse arealer udenfor fritidsklubbens åbningstider.
Den gældende lokalplan definerer, at der på Nordhallens areal kan være idrætshal. En permanent tilladelse til blandet anvendelse, vil derfor kræve en ny lokalplan, hvilket er en proces, der typisk tager omkring et år. Den gældende lokalplan ved Nordhallen omfatter forskellige offentlige formål, undervisning, dagtilbud og fritidsaktiviteter i forskellige tætliggende delområder. Med baggrund i dette og ud fra forhåndsdialog med byggemyndighed, vurderer KE, at det er sandsynligt at opnå en midlertidig tilladelse til klubtilbuddet i op til 3 år jf. Planlovens §19, stk. 1, så tilbuddet kan opstartes umiddelbart og fungere imens der arbejdes med lokalplan og derefter søges om permanent tilladelse. Der vil i lokalplansbehandlingen blive lagt vægt på input fra nabohøring og at fritidsklubben giver mulighed for at faciliteterne, fx køkken/fællesrum, kan deles med sportsklubberne udenfor fritidsklubbens åbningstid.
Både en midlertidig og permanent etablering af fritidsklub vil kræve at fritidsklubben lever op til gældende bygningsreglement, herunder brandkrav og krav til indeklima og akustik.
Mulighed E – Rosenkildevej 92 (Rosen)
Estimerede udgifter
- Ukendte på nuværende tidspunkt.
Fordele
- Anvendelse af lokaler, der i forvejen er indrettet og anvendt til kommunalt klubtilbud. Det vil kræve mindre justeringer og generel opdatering.
- Rigtig gode omgivelser for klubaktivitet.
- Placeringen er tæt på de større eksisterende boligområder og de udviklingsområder i Slagelse NV, hvor der ses stor tilvækst af boliger.
- Er tæt på idrætsfaciliteterne i og omkring Nordhallen (de mindre gymnastiksale på Nordskolen, BMX-bane, multibaner, fodboldbaner, altetikbaner, amerikansk fodboldbane mm.).
Ulemper
- Benyttes i dag af en målgruppe, som har et etableret fællesmiljø på adressen. Der er skal derfor være en opmærksomhed på, hvad denne målgruppe kan tilbydes i stedet.
- Lokalerne ligger 1,6 km. fra Nymarkskolen.
En afledt konsekvens af denne mulighed kan være, at enkelte ansatte på denne adresse kan flyttes eksempelvis til Center for Børn og Unge. Ved denne mulighed vil det nærmere undersøges hvorvidt der er administrative arbejdspladser (enten i permanent eller fleksibel form) på Willemoesvej 2B.
Retligt grundlag
Klubtilbuddene organiseres efter dagtilbudslovens §65, som bl.a. beskriver, at klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, i samarbejde med børnene og de unge skal skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Fordelene og ulemperne er beskrevet med udgangspunkt i den vedtagne ejendomsstrategi. Det bemærkes, at der kan være faglige eller politiske ambitioner og ønsker, der ikke kan indfries i eksisterende bygningsmasse.
Tværgående konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Afhængig af den politiske beslutning vil administrationen forberede en ny sag, som bl.a. afdækker de økonomiske konsekvenser nærmere og samtidig indstiller det fremtidige klubtilbud i distriktet til beslutning.