Børne- og Ungeudvalget – Referat – 2. februar 2022



1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

Godkendt

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

 Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Skolechefen indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget godkender dagsordenen.

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget
Godkendt

2. Budgetopfølgning 1 - 2022 (B)

Beslutning

Skolechefen oplyser, at der i 2021 er et yderlige merforbrug på specialundervisningsområdet på ca. 6 mio. kroner, hvilket betyder at den samlede overskridelse bliver ca. 12 mio. kroner i regnskab for 2021. Det samlede budget til specialundervisning og STU udgør 170 mio. kroner.

Skolechefen orienterer nærmere om dette på næste møde den 2. marts 2022.

Udvalget tager orienteringen til efterretning.

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

 Beslutningstema

Alle fagudvalg gennemfører budgetopfølgning 1 for 2022 med rapportering og godkendelse af den økonomiske status på udvalgets område.

Børne- og Ungeudvalget godkender budgetopfølgning, som indgår i samlet opfølgning til Økonomiudvalg og Byråd.

 

Sagens indhold

Budgetopfølgningerne udarbejdes i almindelighed på baggrund af aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata samt forventninger til forbrugsudviklingen i resten af året.

Budgetopfølgning 1 gennemføres dog så tidligt på året, at de aktuelle forbrugs- og aktivitetsdata er begrænsede. Derfor er udgangspunktet for Budgetopfølgning 1, at budgettet overholdes på alle områder medmindre der er konkret viden om andet. Budgetopfølgningen udarbejdes derfor med fokus på:

  • Væsentlige ændringer siden budgetvedtagelsen - særligt for områder, der er aktivitetsstyrede, eller tillægsbevillinger givet i 2021, som også har effekt i 2022
  • Forventet realisering af anlægsbudget

Der sættes således primært fokus på de områder, hvor der forventes væsentlige budgetafvigelser, som kræver særlig handling. Handleplaner fra tidligere år, der fordrer indsats i 2022, forelægges ligeledes.

Som følge af nyt Byråd pr. 1. januar 2022 er der godkendt ny Styrelsesvedtægt, og dermed ny udvalgsstruktur. Det betyder, at de budgetrammer, som blev godkendt i forbindelse med 2. behandlingen af budget 2022-2025 i oktober 2021 er ændret. Udvalgets budgetrammer fremgår af bilag 1.

Der er ved Budgetopfølgning 1 ikke identificeret væsentlige ændringer i budgetforudsætningerne i forhold til det vedtagne budget. Derfor er forventningen på nuværende tidspunkt at der vil være budgetoverholdelse på Børne- og Ungeudvalgets område. 

Retligt grundlag

Kommunalbestyrelsen skal jf. styrelseslovens § 42 stk. 7 fastsætte og beskrive regler for, hvordan kommunens kasse- og regnskabsvæsen skal indrettes.

I Regler for Økonomistyring og Ledelsestilsyn for Slagelse Kommune har Byrådet fastsat regler om, at der gennemføres 4 årlige budgetopfølgninger: primo året samt pr. ult. marts, juni, og september. Budgetopfølgningerne forelægges fagudvalg, og efterfølgende samlet til Økonomiudvalget og Byrådet.

Handlemuligheder

Ingen bemærkninger

Vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkning

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger?

Indstilling

Skolechefen og Dagtilbudschefen  indstiller,

  1. at Budgetopfølgningen 1. for 2022 samt handleplaner godkendes og videresendes til orientering for Økonomiudvalg og Byrådet

 

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Skolechefen oplyser, at der i 2021 er et yderlige merforbrug på specialundervisningsområdet på ca. 6 mio. kroner, hvilket betyder at den samlede overskridelse bliver ca. 12 mio. kroner i regnskab for 2021. Det samlede budget til specialundervisning og STU udgør 170 mio. kroner.

Skolechefen orienterer nærmere om dette på næste møde den 2. marts 2022.

Udvalget tager orienteringen til efterretning.


21-02-2022 Økonomiudvalget
Beslutning ikke frigivet
28-02-2022 Byrådet
Beslutning ikke frigivet

3. Generel orientering om fraværsindsats (O)

Beslutning

Orienteringen tages til efterretning

Kompetence

Børne- og ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og ungeudvalget orienteres om fraværsindsatsen for skoleelever på folkeskoler og de kommunale specialskoler i Slagelse Kommune.

Sagens indhold

Generel orientering om fraværsindsatsen i Slagelse Kommune.

Skolefravær er en landsdækkende udfordring, som også ses i mange andre europæiske lande. Det ønskede man i Slagelse Kommune at gøre noget ved, og derfor bevilligede Børne- og Ungeudvalget i Budget 2017 ressourcer til ansættelse af 4 skolekontaktpersoner i Afdeling for Skole. Siden november 2019 har der været 3 skolekontaktpersoner, da den ene stoppede i perioden med fleksibelt ansættelsesstop. Skolekontaktpersonernes opgave var at skabe et tilbud til at underbygge almenindsatsen og herigennem styrke inklusion og trivsel i folkeskolerne samt bidrage til forebyggelse af mere vidtrækkende konsekvenser ved skolefravær.

Børn med højt skolefravær klarer sig ofte dårligere, både fagligt og socialt. De er i risiko for at få en dårligere afgangseksamen end deres kammerater og har lavere sandsynlighed for at påbegynde og afslutte en ungdomsuddannelse.

Indsatsen er målrettet elever, der har behov for at få understøttet deres skolenærvær.

Der bliver arbejdet målrettet med, om:

  • Eleven har et stabilt fremmøde i skolen.
  • Forældre og netværk deltager i arbejdet med eleven og tager ansvar for elevens fremmøde.
  • Eleven er motiveret til at gå i skole og er aktivt deltagende i skolen.

Tilbage i 2017 var der ikke meget viden om håndtering af skolefravær og tilgange i arbejdet med denne elevgruppe. Det var derfor nødvendigt at afprøve og opbygge en indsats fra bunden af. 

Der var særligt fokus på, at skolernes registreringer af elevernes fravær var og er retvisende, og at der tidligt er en kontakt og dialog med forældrene, når et barn har fravær fra skolen. Samtidig blev der etableret samarbejde med medarbejdere fra PUI (Pædagogisk Udvikling og Inklusion), Børn og Unge, foreninger, klubber og fritidslivet, UU-vejledningen, medarbejdere og ledelse på skolerne, tilbud som Head Space m.v.

Når der arbejdes med indsatser rettet mod elever med skolefravær, tages der altid udgangspunkt i det enkelte barns udfordringer, som relaterer sig til manglende fremmøde i skolen. Der kigges hele vejen rundt om barnet, og derfor har man som medarbejder i indsatsen også mulighed for at arbejde med barnet i hjemmet, fritiden og skolen - og ikke mindst arbejde med de personer, som er i barnets omgivelser. 

Alle kommunale skoler og kommunale specialskoler har tilknyttet en skolekontaktperson, men opgaverne går også på tværs af denne tilknytning ift. hvilken faglighed, det enkelte barn har brug for. Skolekontaktpersonerne er ansat med forskellige faglige profiler og har alle videreuddannet sig under deres ansættelse i Slagelse Kommune.

Fraværsindsatsen i Slagelse Kommune har bidraget til at indsamle mere viden omkring elever med skolefravær og hvilke tilgange, der kan afhjælpe udfordringen. Ligeledes blev Slagelse Kommune, sammen med Herning og Hørsholm kommuner, udvalgt til fra 1. august 2021 til oktober 2023 at modne en model for samarbejde og indsatser til børn og unge med bekymrende skolefravær. Projektet er ejet af Socialstyrelsen, og i samarbejdet indgår også Rambøll og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Midler til dette arbejde gjorde det muligt at udvide fraværsteamet med en psykolog, en socialrådgiver (1/2 stilling), to specialpædagogiske vejledere, en skolekontaktperson og en projektleder (1/2 stilling).

Qua de 4 års indsats forud for dette projekt er skolerne blevet fokuseret på den forebyggende del af skolefravær, og fraværsteamet arbejder nu hovedsageligt med elever, der har mere omfattende skolefravær; herunder også elever, som slet ikke kommer i skole.

Fraværsindsatsen har også tilknytning til BIDS-projektet (Bevægelse i Dagtilbud og Skole) og fokus på mental sundhed. I 2022 opstartes et samarbejde med Professionshøjskolen Absalon, som er nysgerrig på at give deres studerende viden om forebyggelse af skolefravær og metoder til at få eleverne tilbage i skolen igen. Arbejdet vil bidrage med mere forskning på området. 

Fraværsteamet arbejdet med udgangspunkt i prøvehandlinger og videreførelse af de erfaringer, som kommer ud af disse. Det er vigtigt, at alle børn i Slagelse Kommune modtager undervisning og opnår læring, og dette skal som udgangspunkt foregå i et læringsfællesskab. 

Når fraværsindsatsen bliver tilknyttet en elev, er det fordi eleven er spottet i den opsporende del af indsatsen. Derefter udarbejdes en grundig afdækning af og omkring barnet. Ud fra denne afdækning igangsættes forskellige indsatser i et samarbejde bestående af barnet selv, familien, skolen, fagpersoner og evt. aktører fra barnets fritidsliv.

Med udgangspunkt i de tre kommuner, som deltager i projektet "Modning af Model til samarbejde og indsatser for elever med skolefravær" ses det tydeligt, at der i Slagelse Kommune har været fokus på denne udfordring i flere år, og der er derved lagt et godt fundament til at hjælpe børnene. I alt var 180 børn tilknyttet en skolekontaktperson i skoleåret 2020/21. På nuværende tidspunkt er der 59 børn fra Slagelse Kommune tilknyttet modningsprojektet, og derudover er 27 elever tilknyttet fraværsindsatsen uden at være en del af projektet. Det vil sige, at der er eller har været indsatser på 86 elever i skoleåret 2021/22 indtil videre. 

Læs eventuelt mere om de aktuelle fraværstal under punktet "Gensidig orientering"

Retligt grundlag

Registrering af elevernes fravær og håndtering af dette sker i henhold til §39, stk 3, lov om folkeskolen, samt bekendtgørelse om elevers fravær fra undervisningen i folkeskolen.  

Handlemuligheder

Børne- og ungeudvalget kan tage sagen til orientering.

Vurdering

Ingen bemærkninger

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Indstilling

Skolechefen indstiller,

1. at Børne- og ungeudvalget orienteres om fraværsindsatsen i Slagelse Kommune. 

 

 

   

 

 


Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget
Orienteringen tages til efterretning

4. Tilsyn med undervisning på interne skoler ved private dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder 2021-22 (O)

Beslutning

Orienteringen tages til efterretning

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget orienteres om tilsyn af undervisningen på interne skoler ved private dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Sagens indhold

En intern skole er et undervisningstilbud på et privat dagbehandlings- eller anbringelsessted og oprettes efter overenskomst med den kommune, hvor tilbuddet ligger.

På vegne af Byrådet varetager Afdeling for Skole mindst én gang om året tilsyn med undervisningen på interne skoler, som Slagelse Kommune har overenskomst med. Tilsynet kan være anmeldt eller uanmeldt.

Tilsynets formål er først og fremmest at sikre elevernes undervisningsmæssige rettigheder, men også at bidrage til kvalitetsudvikling.

Der er i skoleåret 2021/2022 fire godkendte skoler ved private dagbehandlings- og anbringelsessteder i Slagelse Kommune:

  • Lille Valbygård Skole 
  • Den interne skole ved Magleby Skolecenter
  • Lindholm Dagskole
  • Den interne skole ved Langebjerggaard

Afdeling for Skole har foretaget anmeldt tilsyn i perioden oktober 2021 - januar 2022.

Som bilag til sagen er vedlagt konklusion på tilsyn for hver af de fire skoler.

Revidering af undervisningsoverenskomster:

Afdeling for Skole er i samarbejde med den enkelte interne skole i gang med at revidere overenskomsterne. Det følger af ændring i 'Bekendtgørelse om specialundervisning ved dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder', at en overenskomst skal indeholde procedure for elevers fritagelse for et eller flere fag, herunder procedure for inddragelse af beliggenhedskommune. Samtidig vil overenskomsterne blive gennemgået med henblik på, om der er behov for at foretage andre ændringer.

Når udkast til reviderede overenskomster foreligger, skal de godkendes af Byrådet.

Retligt grundlag

Tilsynet sker i henhold til folkeskoleloven § 20 stk.5 og Bekendtgørelse om specialundervisning ved dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

Handlemuligheder

Børne- og Ungeudvalget kan tage sagen til orientering.

Vurdering

Afdeling for Skole har ved de anmeldte tilsynsbesøg observeret og drøftet undervisningen sammen med repræsentanter fra henholdsvis Lille Valbygård Skole, Lindholm Dagskole, Magleby Skolecenter og Den interne skole på Langebjerggaard. Det er sket bl.a. med udgangspunkt i skolernes udfyldte tilsynsskemaer og relevante bilag.

Tilsynsbesøgene har alle givet et positivt indtryk af skolernes undervisning. Tilsynsførende har fundet, at undervisningen lever op til, hvad der kræves af undervisningen i folkeskolen og samtidig er tilrettelagt under særlig hensyntagen til elevernes forudsætninger.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Skolechefen  indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget orienteres om tilsyn af undervisningen på interne skoler ved private dagbehandlingstilbud og anbringelsessteder.

 

 

 

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget
Orienteringen tages til efterretning

5. Styrket tilsynskoncept i dagtilbud (B)

Beslutning

Udvalget godkender det nye koncept

Jørgen Grüner (F), stemmer imod og anbefaler at der mest bruges et dialogbaseret tilsyn, der bruger et minimum af ressourcer, men hvor alle forældre også spørges.

Kompetence

Børne -og Ungeudvalget (B)

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende et nyt og styrket tilsynskoncept på dagtilbudsområdet.

 

Sagens indhold

Administrationen har udarbejdet et styrket tilsynskoncept som imødekommer de nye lovkrav. 

I Slagelse Kommune Center for børn og unge, afdeling dagtilbud har vi gennem en årrække været i en udviklingsproces med henblik på at skabe et tilsynskoncept. Med den styrkede lovgivning på dagtilbudsområdet har vi nuanceret begreberne og elementerne i hele tilsynskonceptet og udviklet et koncept, der lever op til de nye lovkrav om styrket tilsyn.

Vi i Slagelse Kommune ved, at dagtilbud af høj kvalitet og den tidlige indsats har stor betydning for barnets livsduelighed og udvikling - det handler om dannelse her og nu – og på længere sigt. Med dette udgangspunkt arbejder vi systematisk og målrettet med tilsyn i dagtilbuddene.

Retligt grundlag

Folketinget har d.21.12.21 vedtaget en ændring af dagtilbudsloven, som betyder styrket tilsyn med dagtilbud, med implementering senest d. 1.5.22, se bilag 1.  

Styrket kommunal tilsyn med dagtilbud §5, §5 a og §5 b. Formålet med styrket tilsyn er at få højnet kvaliteten i læringsmiljøerne i den samlede pædagogiske praksis. 

§5 og §5 stk. 4. Alle dagtilbud bliver omfattet af den nye lovgivning, herunder fritidshjem, klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud. §81 stk. 1. Hertil skal de private pasningsordninger kunne stå mål med de kommunale tilsyn. 

§8 stk. 8. Formålet er at sikre at det enkelte dagtilbud overholder gældende lovgivning. 

§7. Dagtilbuddet skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse i et samarbejde med forældre. 

§5a stk. 2. Krav om anmeldte og uanmeldte tilsyn i lovgivningen.

§5a stk. 2 og 3. Kommunalbestyrelsen skal sikre uvildighed i tilsyn. 

§5a stk. 4. Tilsyn med det pædagogiske indhold skal føres med inddragelse af data. 

§5a stk. 5. Observationer i tilsynet. 

§5a stk. 6. Dialog med dagtilbudsleder og medarbejdere. 

§5b stk. 2. Skriftlig dokumentation med fokus på kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer. 

§5b stk. 3. Skærpet tilsyn ved bekymring af den pædagogiske kvalitet. 

§5b stk. 4. Skærpet tilsyn og handleplan ved bekymring. 

§5b stk. 5. Handleplan ved skærpet tilsyn. 

§5 stk. 3. Offentliggørelse af tilsynsrapport hver 2. år. 

 

Handlemuligheder

  1. Børne -og Ungeudvalget kan beslutte at godkende det nye styrkede tilsynskoncept for Slagelse  Kommune, som beskrevet i bilag 2.  
  2. Børne -og Ungeudvalget kan beslutte, at komme med input til konceptet.
  3. Børne -og Ungeudvalget kan beslutte ikke at godkende det udarbejdede tilsynskoncept.  

 

Vurdering

Det er administrationens vurdering at det nye styrkede tilsynskoncept for Slagelse Kommune, vil sikre at Slagelse Kommune lever op til gældende lovgivning. Konceptet er udarbejdet, således at det imødekommer de faktiske krav i dagtilbudsloven, herunder krav om de forskellige typer af tilsyn, gennemsigtighed, uvildighed og har udviklingen af den pædagogiske praksis i fokus.

Det er administrationens anbefaling at Børne -og Ungeudvalget godkender tilsynskonceptet, som er beskrevet i bilag 2. 

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

De ændrede lovkrav om skærpet tilsyn i dagtilbud, giver flere opmærksomhedspunkter og kræver flere ressourcer i de pædagogiske konsulenters praksis. Flere anmeldte og uanmeldte tilsyn, effektiv opfølgning af udviklingsarbejde i dagtilbuddene, tættere inddragelse af forældregruppen skaber en øget mængde af arbejdsopgaver, der skal inkluderes og medtænkes i målsætningen, om at skabe det gode børneliv for alle i dagtilbud af høj kvalitet. 

 

Indstilling

Dagtilbudschefen  indstiller,

  1.  at Børne - og Ungeudvalget godkender det nye styrkede tilsynskoncept for Slagelse Kommune. 

 

 

 

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Udvalget godkender det nye koncept

Jørgen Grüner (F), stemmer imod og anbefaler at der mest bruges et dialogbaseret tilsyn, der bruger et minimum af ressourcer, men hvor alle forældre også spørges.


6. Temamøder for Børne- og Ungeudvalget (B)

Beslutning

Udvalget tiltræder formandens forslag om temamøder

De to foreslåede datoer kan ikke bruges. Formanden finder i samarbejde med administrationen en ny dato (via Doodle) gående fra fredag kl 14:00 til lørdag kl 12:00

Temamøder afholdes som ekstra udvalgsmøder med ordinær dagsorden og referat

Kompetence

Børne- og ungeudvalget

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte form, tema og andet relevant for udvalgets temamøder 

 Sagens indhold

Formanden for Børne- og Ungeudvalget har taget initiativ til, at foreslå, at udvalget afholder en række temamøder i løbet af året. Formanden foreslår, at det første møde handler om at fastlægge en strategi og mål for udvalgets arbejde. Ligeledes fastlægges til første møde de øvrige datoer for møderne. Temamøderne kan eksempelvis omhandle:

  1. Brobygningsarbejdet – fra dagtilbud til skole og skole til videregående uddannelser
  2. Det specialpædagogiske område
  3. De politiske pejlemærker på børne- og ungeområdet

Der lægges op til, at formatet for temamøderne fremadrettet bliver efter et "14 – 14 koncept". Dvs., fra kl. 14 til kl. 14 den efterfølgende dag og med overnatning.

Retligt grundlag

Kommunestyrelsesloven.

Handlemuligheder

Administrationen giver herunder nogle bud på, hvilke handlemuligheder udvalget har ift. beslutningen omkring temamøderne: 

  1. Udvalget afholder første temamøde om strategi og mål den 18.03.2022 klokken 14.00 til den 19.03.2022 klokken 14.00
  2. Udvalget afholder første temamøde om strategi og mål den 01.04.2022 klokken 14.00 til den 02.04.2022 klokken 14.00
  3. Udvalget afholder ikke temamøder

Vurdering

Baseret på erfaringer fra tidligere temamøder vurderer administrationen, at temamøderne forløber bedst og med mest udbytte for deltagerne, hvis temaerne defineres for et år ad gangen og samtidig planlægges rettidigt. Temamøderne bør ikke foregå efter den samme model, hvis behovet ikke er til det. Der bør derfor være råderum til, at administrationen vurderer hvorvidt det giver bedst mening for udbyttet for deltagerne, at ændre i formatet efter behov. Det kan være, at der nogle gange kan være brug for workshops og andre gange oplæg eller noget tredje.

Det skal også bemærkes, at ved valg af handlemulighed 1 herover, vil temamødet kunne afholdes før budget 2022 genåbnes.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Indstilling

Skolechefen indstiller,

  1. at Børne- og ungeudvalget drøfter og beslutter blandt ovenstående handlemuligheder.

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Udvalget tiltræder formandens forslag om temamøder

De to foreslåede datoer kan ikke bruges. Formanden finder i samarbejde med administrationen en ny dato (via Doodle) gående fra fredag kl 14:00 til lørdag kl 12:00

Temamøder afholdes som ekstra udvalgsmøder med ordinær dagsorden og referat


7. Gensidig orientering - møde nr 1/2022 (O)

Beslutning

Skolechefen supplerer orienteringen med en mundtlig orientering om den aktuelle håndtering af Covid 19. Orientering vedlægges referatet som bilag.

Skolechefen orienterer om netværket af skolebestyrelsesmedlemmer. Dette netværk ønsker at møde udvalget. Udvalget foreslår at dette møde lægges efter nyvalg til skolebestyrelserne. Det vil sige efter sommerferien 2022

Øvrig orienteringspunkter tages til efterretning

 

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget.

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter med mere.

Sagens indhold

  1. Orientering fra udvalgsformand
  2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
  3. Orientering fra administrationen

 

Ad punkt 1:

Skolebestyrelsen på Nymarksskolen har skrevet til Børne- og Ungeudvalget og anmodet udvalget om at afsætte midler til renovering af faglokalerne til faget "Håndværk og design".

(Brevet er vedlagt som bilag nr 1)

 

Ad punkt 2:

ingen bemærkninger

 

Ad punkt 3:

Ændring af dagtilbudsloven - Minimumsnormeringer i daginstitutioner

Med lovændringen indføres der minimumsnormeringer i daginstitutioner.

Som følge af de nye regler skal kommunalbestyrelsen sikre en normering i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner samt i institutionslignende puljeordninger, som indebærer, at der er minimum 1 pædagogisk personale pr. 3 børn i alderssvarende daginstitutioner for 0-2-årige børn (vuggestuer) og minimum 1 pædagogisk personale pr. 6 børn i alderssvarende daginstitutioner for 3-årige børn til skolestart (børnehaver).

Indførslen af minimumsnormeringer ændrer ikke ved, at det som hidtil vil være op til den enkelte kommune at tilrettelægge dagtilbudsstrukturen i kommunen, såvel som at det fortsat vil være kommunen, der fastsætter oprykningstidspunktet for børns overgang fra dagpleje/vuggestue til børnehave.

Loven træder i kraft den 1. januar 2024

(Se orientering i bilag nr 2)

 

Data om skoleåret 2020-21

I juni 2021 offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet 'Bekendtgørelse om håndtering af faglige udfordringer hos elever i folkeskolen i forbindelse med foranstaltninger mod covid-19 i skoleåret 2021/2022'.

Bekendtgørelsen giver kommuner og skoler mulighed for nogle frihedsgrader i 2021/2022. Hensigten er, at kommuner og skoler kan finde løsninger, som imødekommer lokale behov, så ressourcer i højere grad kan anvendes, hvor de gør mest gavn.

Bekendtgørelsen giver blandt andet mulighed for, at kommunalbestyrelser kan træffe beslutning om, at der ikke skal udarbejdes en kvalitetsrapport for skoleåret 2020/2021.

Den 25. oktober 2021 besluttede Byrådet at fritage administrationen og skolerne for at udarbejde en kvalitetsrapport.

Under behandling af sagen i Børne- og Ungeudvalget den 20. september 2021 (dagsordenspunkt nr. 593), blev det vedtaget, at Udvalget fortsat får fremsendt de konkrete skoledata, der er bestemt af minimumskravene til kvalitetsrapporten.

(Skoledata for skoleåret 2020-21 er vedlagt som bilag nr 3)

 

Skolebestyrelsesvalg 2022:

Hvert forår efter et kommunalvalg skal alle folkeskoler gennemføre et skolebestyrelsesvalg.

De valgte forældre-, medarbejder- og elevrepræsentanter skal tiltræde 1. august eller hurtigst muligt derefter.

I Slagelse Kommune afholdes skolebestyrelsesvalget 2022 i perioden onsdag den 9. marts til onsdag den 29. juni.

Skolebestyrelsesvalget styres af rammer i folkeskoleloven og bekendtgørelse om valg af forældrerepræsentanter, samt af de kommunale bestemmelser i Slagelse Kommunes styrelsesvedtægt for skoleområdet.

Der gælder særlige regler for valg til bestyrelsen i UngSlagelse, som fremgår af styrelsesvedtægt for UngSlagelse.

I Slagelse Kommune er det vedtaget, at skolerne forud for et skolebestyrelsesvalg skal søge at motivere alle forældre til at opstille til skolebestyrelsen, således at bestyrelserne afspejler befolkningssammensætningen.

Afdeling for Skole har i januar udsendt en vejledning til skolelederne, med henblik på at informere om og understøtte skolerne i at gennemføre valget.

Omkring den 9. marts vil skolebestyrelsesvalget blive annonceret i de lokale dagblade, samt på Slagelse.dk.

 

Analyse af andel elever, der opfylder karakterkravet til erhvervsuddannelserne:

Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed har i januar 2022 offentliggjort en ny analyse af andelen af elever i 9. klasse, der opfylder karakterkravet til erhvervsuddannelserne i forbindelse med afgangseksamen. 

Karakterkravet blev indført med den politiske aftale om "Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser" og har været gældende siden skoleåret 2014/15. Konkret betyder det, at elever skal gennemføre de lovbundne prøver i dansk og matematik med et karaktergennemsnit på mindst 2,0. Samtidig skal eleverne gennemføre hele folkeskolens afgangseksamen og opnå et samlet karaktergennemsnit på mindst 2,0. 

Analysen er interessant, fordi den viser noget om, i hvor høj grad den enkelte kommune formår at løfte elevernes faglige niveau, så de på det parameter er parate til en ungdomsuddannelse. 

I analysen udmærker Slagelse Kommune sig ved at tilhøre den femtedel af kommunerne, der har den højeste andel elever, der opfylder karakterkravet til erhvervsuddannelserne i 2018/2019 i forhold til, hvad man kunne forvente på baggrund af elevgrundlaget.

Hele rapporten kan ses her (eksternt link)

Vedlagt er rapportens ledelsesresumé (Bilag nr 4) og uddrag med data for Slagelse Kommune (Bilag nr 5)

 

Orientering om elevfravær 4. kvartal 2021

Antallet af elever med 15% fravær eller derover er steget markant fra 962 elever i 3. kvartal 2021 til 1299 elever i 4. kvartal 2021. Det betyder, at ved udgangen af 2021 er 23,80% af det samlede antal elever i Slagelse Kommune, som har 15% eller mere fravær fra skole for skoleåret 2021-2022.

Stigningen er en generel stigning på alle tre fraværsårsager, sygdom, lovligt- og ulovligt fravær. 

Stigningen i fraværet skyldes et stigende antal smittede med Covid-19, samt at alle medarbejdere på skoleområdet inden 4. kvartals start fik en nøje vejledning i registrering af elevfravær. Dette både via en videoguide og en reminder om brugen af fraværsguiden. Derved er der kommet mere fokus på, at registrere når eleverne ikke møder i skole.

(Se en uddybning af orientering i bilag nr 6 og data om elevfravær i bilag 7)

Skolechefen  indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget orienteres

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Skolechefen supplerer orienteringen med en mundtlig orientering om den aktuelle håndtering af Covid 19. Orientering vedlægges referatet som bilag.

Skolechefen orienterer om netværket af skolebestyrelsesmedlemmer. Dette netværk ønsker at møde udvalget. Udvalget foreslår at dette møde lægges efter nyvalg til skolebestyrelserne. Det vil sige efter sommerferien 2022

Øvrig orienteringspunkter tages til efterretning

 


8. Input til kommende møder (B)

Beslutning

Status på renovering af skolernes bygninger, herunder økonomi og anlægsbudget

Orientering om skoleområdets rolle i aktuel klage adresseret til Socialudvalget

Drøftelse af regeringens udmelding om, at frikommuneforsøgene kan udbredes til alle kommuner

Drøftelse af de aktuelle skoledata, med særligt fokus på udskoling og overgangen til ungdomsuddannelserne

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget.

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget kan beslutte eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

Indstilling

Skolechefen  indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget beslutter eventuelle input til emner eller dagsordenpunkter, som ønskes behandlet på kommende møder.

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Status på renovering af skolernes bygninger, herunder økonomi og anlægsbudget

Orientering om skoleområdets rolle i aktuel klage adresseret til Socialudvalget

Drøftelse af regeringens udmelding om, at frikommuneforsøgene kan udbredes til alle kommuner

Drøftelse af de aktuelle skoledata, med særligt fokus på udskoling og overgangen til ungdomsuddannelserne


9. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

Godkendt

Kompetence

Børne- og Ungeudvalget

 

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget skal godkende referatet.

 

Indstilling

Skolechefen indstiller,

  1. at Børne- og Ungeudvalget godkender referatet.

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget
Godkendt

10. Orientering om status på budget 2022 samt behov for budgetanalyser (D)

Beslutning

Udvalget ønsker sammenhængen mellem almen- og specialundervisningsområdet analyseret nærmere.

Udvalget ønsker bygningsområdet analyseret nærmere.

Udvalget ønsker en nærmere redegørelse for beslutningsprocesserne ifm visitation til specialpædagogisk bistand. Jf. budgetopfølgning 1.

Kompetence:

Børne- og Ungeudvalget

Beslutningstema

Børne- og Ungeudvalget orienteres omkring status på budget 2022 og de økonomiske udfordringer. På baggrund af orienteringen drøftes behov for budgetanalyser inden for udvalgets område.   

Sagens indhold

På baggrund af Økonomiudvalget og Byrådet behandling af sagen omkring ”Genåbning af budget 2022 og budget 2023-2026” samt orientering på Byrådets seminar d. 29. januar 2022 orienteres udvalget nærmere omkring udvalgets økonomiske situation.

På baggrund af orienteringen skal udvalget drøfte den økonomiske situation og behov for uddybende budgetanalyser med henblik på at kunne understøtte en senere beslutning omkring fremskaffelse af bidrag til økonomisk genopretning og prioriteringsmuligheder.   

Retligt grundlag

Styrelseslovens § 37-40 omkring kommuners budgetlægning samt Økonomiudvalgets beslutning d. 24. januar 2022 omkring, at fagudvalgene skal orienteres omkring de økonomiske udfordringer på førstkommende fagudvalgsmøde. 

Handlemuligheder

Administrationen foreslår, at udvalget med udgangspunkt i forventninger til udvalgets regnskab 2021 og aktuelle forventninger til 2022 drøfter behov for en eller flere budgetanalyser til brug for det videre budgetarbejde.

Vurdering

Med afsæt i kommunens økonomiske udfordringer vil det være nødvendigt, at udvalget drøfter og tager stilling til behovet for budgetanalyser, som kan medvirke til at give udvalget bedst mulig indsigt i området og dermed bedst muligt beslutningsgrundlag.  

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Indstilling

 Økonomi- og Digitaliseringschefen indstiller,

 

  • at Børne- og Ungeudvalget tager orientering om den økonomiske situation til efterretning
  • at Børne- og Ungeudvalget drøfter behov for budgetanalyser til det videre budgetarbejde

 

Sagens forløb

02-02-2022 Børne- og Ungeudvalget

Udvalget ønsker sammenhængen mellem almen- og specialundervisningsområdet analyseret nærmere.

Udvalget ønsker bygningsområdet analyseret nærmere.

Udvalget ønsker en nærmere redegørelse for beslutningsprocesserne ifm visitation til specialpædagogisk bistand. Jf. budgetopfølgning 1.