Kompetence
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget
Beslutningstema
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalgets medlemmer og administrationen orienterer om aktuelle henvendelser, tiltag, projekter m.m.
Indstilling
Direktøren for Børn, Unge og Kultur indstiller,
1. at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres.
Sagens indhold
1. Orientering fra udvalgsformanden
2. Orientering fra udvalgsmedlemmer
3. Orientering fra administrationen
Orientering fra udvalgsmedlemmernes deltagelse i øvrige fora
Med henblik på at øge det gensidige vidensniveau kan medlemmerne af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget dele status og input fra fora, hvori de indgår som politisk repræsentant. Det kan fx være bestyrelser, advisory boards, Folkeoplysningsudvalget mm. Ligeledes kan udvalgsmedlemmerne orientere om viden og input fra eventuel konferencedeltagelse.
Puljer på Kultur- og Fritidsområdet
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget orienteres om alle puljer på kultur- og fritidsområdet. Bilagene over forbrug på de konkrete puljer er ajourført op til deadline for udsendelse af dagsorden.
Fritidsområdet
Klubtilbud i Nordhallen
Tirsdag den 19. november har der været møde mellem forvaltningen, klubtilbuddet og en del af foreningerne i Nordhallen.
Mødet blev afholdt med baggrund i at der skulle findes mere plads til klubtilbuddet, hvorfor der blev kigget på lokaler der til daglig anvendes som klublokaler. Foreningerne har ved forespørgsel udvist både interesse i klubtilbuddets vilkår og stor forståelse for at der mangler plads og har indvilliget i, at klubtilbuddet kan anvende de lokaler som foreningerne har indrettet som klublokaler, i de tidsrum hvor foreningerne ikke anvender dem.
Der vil på den baggrund blive lavet en rammeaftale mellem klubtilbuddet og foreningerne for, at sikre alle parters mulighed for at benytte de faciliteter der er i Nordhallen.
Aftalen forventes at være fortløbende og skal ses som et pilotforløb i henhold til at skabe sameksistens mellem brugergrupper der har et tilhørsforhold til lokaler der primært anvendes til socialt samvær.
Møde i bevægelsesnetværket på skoleområdet
Der er blevet afholdt møde i Bevægelsesnetværket på skoleområdet torsdag den 21. november 2024 på Marievangsskolen. Teamet for mødet var arbejdet med at styrke bevægelse i udskolingen, hvor drøftelserne gik på elevernes motivation, medbestemmelse og fællesskab. Programmet inkluderede oplæg fra projektleder Maria Severin fra Just Human og information om Get2sport-projektet på Marievangsskolen. Mødet samlede både lærere og pædagoger til vidensdeling og sparring med henblik på at understøtte mere meningsfulde bevægelsesaktiviteter i skolen.
Møde i bevægelsesnetværket på Dagtilbudsområdet
Bevægelsesnetværket på dagtilbudsområdet har afholdt møde den 12. november hos Børnehave Skovsøbakken. På mødet blev der arbejdet med læreplanstemaet krop, sanser og bevægelse. Pædagogisk personale fra dagtilbud på tværs af kommunen deltog og delte erfaringer og planer for det kommende år. Der blev præsenteret og afprøvet nyt bevægelsesmateriale udviklet til kommunens dagtilbud af kommunens Fysio-/ergoterapeuter.
Kulturområdet
Henvendelse fra Maritime Korsør
Kulturafdelingen er blevet orienteret om at Flådestation Korsør, Aqtive Days/Halskov Havn, Korsør Erhvervsforening og FGU i et samarbejde vil fremsende en ansøgning til Kulturpuljen senest 1. marts 2025.
Ansøgningen vil omhandle aktiviteter i forbindelse med Flådestation Korsørs åbent hus, Aqtive Days/Halskov Havn og Danmarks Maritime Folkemøde lørdag i uge 34 under den fælles overskrift ”Maritime Korsør”.
Det Maritime Folkemøde vil være i et partnerskab med Korsør Erhvervsforening og forventeligt Kunstnerværkstedet Kabeldepotet, Lokalhistorisk Arkiv, museet og Livsstilsmessen på Fæstningen som medaktører.
Havde Maritime Korsør været i den nuværende position tidligere, ville de have sendt en ansøgning til første ansøgningsrunde med frist den 1. oktober 2024. Beslutningen er dog først blevet mulig nu efter drøftelser hos de involverede aktører.
Infomøde i forbindelse med tilbudsindhentning forpagtning Slagelse Teater
I forlængelse af den politiske proces vedr. forpagtning af Slagelse Teater og forespørgsel på referat fra infomødet afholdt i forbindelse med tilbudsindhentning på forpagtningen af Slagelse Teater vedlægges transskribering af lydfil fra optagelse af den afholdte infomøde. Vedlagt gensidig orientering som bilag 3.
Turismeområdet
Dialogmøde om autocampere den 21/11
Torsdag den 21/11 afholdt Slagelse Kommune og Destination Sjælland dialogmøde om autocampere - muligheder og udfordringer. Cirka 30 personer deltog i mødet, herunder repræsentanter for både Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget samt Erhvervs-, Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget, landsdækkende organisationer på området, lokale campingpladser og havne/lystbådehavne samt relevante fagpersoner fra Slagelse Kommune.
Mødet bød på indlæg fra hhv. Dansk Kyst og Naturturisme, Camping Outdoor Danmark, Autocamperrådet og Foreningen af Lystbådehavne i Danmark samt en efterfølgende åben dialogrunde, hvor deltagerne havde mulighed for at stille spørgsmål, komme med inputs mv.
Mødet gav anledning til gode drøftelser af de forskellige perspektiver på udvikling, muligheder og udfordringer.
Status på ny turismepulje
På mødet den 3/10 2024 godkendte Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget nye retningslinjer for uddeling af turismemidler. På baggrund af de nye retningslinjer har administrationen efterfølgende oprettet puljeside + nye ansøgningsskemaer (herunder et fast track-ansøgningsskema) på slagelse.dk.
Den nye side kan findes her: https://www.slagelse.dk/da/fritid-og-faellesskab/tilskud-og-puljer/puljer/pulje-til-turismeaktiviteter/
Den nedsatte arbejdsgruppe bestående af Korsør Turistråd, Skælskør Turistforening, Skælskør Bykontor, Skælskør Erhvervsforening og Business Slagelse har efterfølgende haft mulighed for at teste den nye side og de nye ansøgningsskemaer.
Tilbagemeldingerne fra arbejdsgruppen har været udpræget positive. Administrationen vil i den kommende tid, på baggrund af de modtagne inputs fra arbejdsgruppen, færdiggøre siden og skemaerne, så de kan gå i luften i december og dermed kunne bruges til ansøgninger om midler til turismeaktiviteter i 2025.
Turismerådsmøde den 14/11
Torsdag den 14/11 var Business Slagelse vært for det 4. møde i det nye tværgående Turismeråd.
På programmet var udover velkomstoplæg ved værterne og oplæg om hhv. Erhvervsstrategien og turisme og Kulturen som driver i turisme også en åben dialogproces, hvor der bl.a. blev drøftet idéer til nye tiltag og samarbejder, og hvad deltagerne hver især er optaget af netop nu. Fx blev det foreslået, at der skal etableres et lokalt turismebarometer for Slagelse Kommune.
Næste møde i Turismerådet bliver afholdt den 22/1 2025.
Kulturhuset
Bibliotek og Kulturhus har i samarbejde startet et nyt tilbud op med en barselscafe, for nybagte mødre/fædre. Det gælder om at sikre fremtidige brugere i Kulturhuset. Der bliver fortalt om bibliotekets tilbud, materialer og der udveksles erfaringer deltagerne imellem.
Kulturhuset deltager i årsmødet for Kulturhusene i Danmark, som foregår i Roskilde. Et af temaerne er: hvordan sikrer vi fremtidige brugere til Kulturhusene?
I samarbejde med Cityforeningen afholdes der igen i år Modeshow i Marmorsalen, byens butikker går på catwalken og viser deres tilbud.
”Korsør holder sammen” havde et stykke over 400 børn og forældre gennem deres Halloween arrangement!
Foreningen laver et stort arbejde også med dette arrangement. Udover dette laver Kulturhuset Fastelavn i samarbejde med foreningen ”Korsør holder sammen”.
Foreningen står desuden for et Sankt Hans-arrangement for byen ved Banegårdspladsen i Korsør.
Alt hvad de tjener (salg af sodavand) går ubeskåret til deres afholdelse af juleaften i Korsør Kulturhus (bl.a. køb af kok).
Biblioteket
De Dødes Nat (1.nov.)
Temaet for aftenen var Himmel og Helvede, og publikum fik en god og solid dosis helvede. Publikum blev mødt af medarbejdere, som var klædt ud lige fra pestofre, besatte nonner, en fordømt kardinal, skræmmende bondekoner, djævlen og selveste manden med leen. Mange borgere blev skræmte godt flankeret af den perfekte (u)hyggelige stemning, indretning og dekorationer på aftenen.
Biblioteket summede aftenen igennem af glade og forventningsfulde stemmer, som alle glædede sig til at hygge med børneaktiviteterne og gyse i kælderens mørke. Der var over 1000 mennesker igennem bibliotekets døre fra kl. 18 – 22.
Den magiske tunnel
På De Dødes Nat blev ’Den magiske tunnel’ under Slagelse Station indviet med grønne bobler og uhyggeligt lækre flødeboller. ’Den magiske tunnel’ er en lysinstallation, der består af en række kunstværker, der oplyser tunnelen og inviterer beskueren til at stoppe op og blive nysgerrig på de historier, værkerne rummer eller åbner op for.
Der er også et digitalt univers til værkerne, som man kan besøge ved at scanne en QR-kode. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Slagelse Bibliotekerne er ved at arrangere en udstilling om processen med udviklingen af værkerne med Albin Werle og kommer til at udvikle formidlingsmateriale om installationen ud fra udvalgte skitser til det færdige kunstværk.
Historisk November
Slagelse Bibliotekerne, Slagelse Arkiverne og Korsør Kulturhus har udviklet og afviklet en stribe arrangementer under overskriften ’Historisk November’, der var delt op i tre spor:
- Grønlandske fortællinger
- Bibliotekernes Historiefestival
- Nordiske fortællinger
I løbet af måneden har man derfor bl.a. kunnet opleve lokalhistorie fortalt gennem kunstværker, høre det første foredrag i Danmarks historien om grønlænderne på Andersvænge, opleve live-streamede oplæg om de ’lånte fjer’ i vores nationale fortælling og komme til ’Skumringstime’ med Foreningen Norden.