6. Parkinsonkoordinatorfunktion (B)
6. Parkinsonkoordinatorfunktion (B)
Sagsnr.: 330-2016-72675 Dok.nr.: 330-2016-598185 Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget har ønsket at drøfte evt. etablering af en
parkinsonkoordinatorfunktion, og i så fald finansieringen heraf.
Baggrund
Den 6.9. blev der afholdt temamøde mellem
Parkinsonforeningen, Slagelse Kommune og Ældrerådet. På den baggrund har
udvalget ønsket, jf. referat fra udvalgsmødet d. 7.9., at drøfte muligheden for
at etablere en kommunal parkinsonkoordinatorfunktion.
Om borgere med Parkinson
Parkinson påvirker alle dele af
borgerens liv og funktionsevne. Sygdommens symptomer er både motoriske og
non-motoriske, dvs. mere ”skjulte”. Ofte har personer med Parkinson komplekse
sygdomsforløb og flere diagnoser, og sygdomsforløb er forskellig fra person til
person.
Parkinsons sygdommens forløb påvirker derfor også pårørende,
som også kan have brug for støtte til at håndtere udviklingen i sygdommen.
Erfaringer med parkinsonkoordinator
Kommunerne Gladsaxe, Herlev og
Frederiksberg deltog sammen med Parkinsonforeningen i perioden 2012-2015 i
projekt Parkinsonkoordinator. Her har været ansat en sygeplejerske, som i
samarbejde med kommunerne har haft fokus på parkinsonramte og deres
familier. Målet med projektet har været, at forbedre forholdene for personer
med Parkinson sygdom og deres familier, ved hjælp af rettidig rådgivning og
tilbud om indsatser til at kunne mestre tilværelsen, på trods af den kroniske
fremadskridende sygdom. Deltagerne giver udtryk for, at projektet har været
meningsgivende.
Ingen af de tre kommuner har efter projektperioden valgt at
opretholde parkinsonkoordinatorstillingen som en funktion alene med fokus på Parkinson,
men har i stedet valgt at integrere indsatsen i øvrige
koordinatorfunktioner/enheder.
Opgaver for en
parkinsonkoordinator
En parkinsonkoordinatorfunktion
vil kunne have følgende arbejdsfelt- og opgaver:
· Sikring af kvalitet,
herunder vejledning, rådgivning og støtte for borgere med Parkinson og deres
pårørende
· Formidling af
kontakter og opfølgning mellem de forskellige aktører – internt i kommunen og
ift. sygehus og praktiserende læger
· Styrkelse af og
udvikling af samarbejdet mellem primær og sekundær sektor med henblik på bedst
mulige og sammenhængende forløb for borgere med Parkinson
Koordinatoren vil altså kunne
fungere som tovholder/guide/vejviser for borgerne og deres pårørende.
Koordinatoren skal ikke have myndighedsfunktion og/eller yde behandling.
Uddannelsestilbud – og profil
for koordinatorfunktionen
Parkinsonforeningen har udviklet
en ”uddannelse til Parkinsonkoordinator” i samarbejde med Birgitte Vølund, der
i regi af Alzheimerforeningen har udviklet Demenskoordinatoruddannelsen.
Uddannelsen retter sig mod kommuner (og medarbejdere), der ønsker at oprette
parkinsonkoordinatorfunktion. Forudsætning for deltagelse/uddannelse er
medarbejdere med mellemlang videregående sundheds- eller socialfaglig
uddannelse og min. to års relevant erfaring. Uddannelsen forløber i foråret
2017 og består af to moduler.
Omfang og behov i Slagelse
Kommune
Antallet af borgere i Slagelse Kommune, for hvem et sådant
tilbud er relevant vil være omkring 20 borgere, hvis der alene fokuseres på
borgere med Parkinson. Det skal bemærkes, at ikke alle borgere med Parkinson
vil have behov for et sådant tilbud. Aldersmæssigt er der ikke alene tale om
ældre borgere, men også borgere, der endnu er på arbejdsmarkedet, hvorfor
problemstillinger i forhold hertil, også skal håndteres.
Center for Sundhed og Omsorg har en omsorgskoordinator, som
pt. bl.a. tager sig af borgere med Parkinson og andre neurologiske sygdomme.
Modeller for Parkinsonkoordinatorfunktion
Såfremt udvalget ønsker at etablere en
parkinsonkoordinatorfunktion, ser administrationen følgende mulige modeller:
Model 1: Opkvalificering af eksisterende frontpersonale
Frontpersonale på plejecentre, i hjemmeplejen, i
hjemmesygeplejen mv. opkvalificeres ift. Parkinson og problemstillingerne i
forhold hertil. Dette vil i et vist omfang og på et vist niveau kunne forbedre
vejledning og rådgivning, men det vil ikke sikre koordineringen, som er det
egentlige formål med en parkinsonkoordinator.
Model 2: Én koordinator kun med fokus på borgere med Parkinson
Ansættelse af koordinator, der alene skal have fokus på
borgere med diagnosen Parkinson (anslået behov på 20). På baggrund af
ovenstående behovsbeskrivelse, er der ikke tilstrækkelig mange borgere med Parkinson
i kommunen, til at udfylde en sådan stilling/funktion. I så fald vil der tale
om en deltidsstilling på 20-25 timer.
Model 3: Udvidelse af nuværende koordinators arbejdsfelt og
målgrupper
Den nuværende Social- og Omsorgskoordinator arbejder med
målgrupperne/borgere med ALS, cancer og borgere, der har været udsat for
traumatiserende ulykker. Dennes målgrupper kunne udvides til også at inkludere
borgere med Parkinson.
Center for Sundhed og Omsorg vurderer, at Social- og Omsorgskoordinatoren
er optaget af målgrupperne ALS, cancer og ulykkesramte i så høj en grad, og det
er ikke er realistisk også at inddrage parkinsonramte og deres pårørende i et
kvalificeret tilbud.
Model 4: Endnu en Social- og Omsorgskoordinator med fokus på
Parkinson og andre diagnoser og målgrupper
Ansættelse af endnu en Social- og Omsorgskoordinator med
fokus på Parkinson og andre sygdomme. Altså udvide med andre relevante
diagnose- og målgrupper, hvor behovene for koordination og hjælp er
tilsvarende. Dette kunne eksempelvis være atypisk Parkinsonisme, sklerose og
andre neurologiske sygdomme, så som multipel system
atrofi og spinocerebellar ataksi.
Der anslås i alt at være omkring 35-40 borgere i Slagelse
Kommune med disse diagnoser, som kunne have behov for et sådant tilbud. Dette
svarer til en fuldtidsstilling.
Koordinatorfunktionen vil have mange fællestræk med den
eksisterende Social- og Omsorgskoordinator, blot med forskellige diagnose- og
målgrupper. Stillingen vil derfor med fordel kunne placeres samme sted med
mulighed for samspil og samarbejde mellem de forskellige enheder i Myndighed,
herunder Visitationen og Hjælpemidler.
I denne model vil der være tale om en fuldtidsstilling.
Dette vurderet ud fra erfaringer fra den nuværende Social- og
Omsorgskoordinator.
Retligt
grundlag
Ingen bemærkninger
Handlemuligheder
1. Udvalget kan beslutte, at der ikke skal oprettes en
koordinatorfunktion med fokus på parkinsonramte.
2. Udvalget kan beslutte at oprette endnu en
koordinatorfunktion, og i så fald model og finansiering herfor.
Vurdering
Hvis der kun fokuseres på Parkinson, vil der ikke være behov
for en koordinator alene til dette formål. Hvis andre diagnose- og målgrupper
tænkes sammen med, vurderer administrationen, at der er et behov, der vil komme
mange borgere og deres pårørende til gavn. Derfor anbefaler Center for Sundhed
og Omsorg model 4.
Funktionen/modellen kan oprettes for en 1-årig periode, med
løbende opfølgning og evaluering.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Afhænger af valgte model. Vælges model 4, vil udgiften være
550.000 kr. til løn, etablering og kontorhold og uddannelse hos
Parkinsonforeningen, to moduler á 4.500 kr.
Finansieringen foreslås via Værdighedsmidlerne for 2017. I
så fald skal dette formelt besluttes under dagsordenspunktet vedr.
Værdighedsmidler 2017.
Udvalget kan også angive alternativ finansiering indenfor
udvalgets egen ramme.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger
Indstilling
Sundheds- og Omsorgschefen indstiller,
1.
at Udvalget beslutter model for koordinatorfunktionen med start primo 2017.
2.
at Udvalget beslutter finansiering for koordinatorfunktionen. Såfremt
finansiering skal ske via Værdighedsmidler for 2017, træffes denne beslutning
ved andet dagsordenspunkt vedr. Værdighedsmidler for 2017.
3.
at Funktionen bliver oprettet for en 1-årig periode med løbende opfølgning
og orientering til udvalget.
4.
at Funktionen evalueres med udgangen af 2017 med henblik på eventuel
fortsættelse heraf.
Beslutning i Sundheds- og
Seniorudvalget den 2. november 2016:
Fraværende:
Udvalget godkender indstilling omkring oprettelse af endnu
en stilling som social- og omsorgskoordinator (model 4), i en 1-årig periode,
finansieret af værdighedsmidlerne.