20. Visionsprospekt for højvandssikring i Korsør by (B)
20.   Visionsprospekt for højvandssikring i Korsør by (B)
Sagsnr.: 330-2017-15664               Dok.nr.: 330-2017-340453                                          Åbent
Kompetence: Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget
Beslutningstema
Udvalget skal beslutte om der, med afsæt i det udarbejdede
 visionsprospekt, skal indhentes tilbud på udarbejdelse af et egentligt projekt.
 Til brug for udbudsprocessen skal der afsættes en ramme for projektet.
 Endvidere skal der tages overordnet stilling til partsfordeling.
Baggrund
Visionsproces
Udvalget besluttede i januar, at igangsætte en visionsproces
 for højvandssikringen af Korsør by. Efter udbud blev MAP Architects valgt som
 arkitekter på opgaven. Der har i løbet af foråret været afholdt et
 opstartsmøde, to workshops og et præsentationsmøde med en inspirationsgruppe
 bestående af repræsentanter fra Korsør Havn, lystbådehavn, Havnearkaderne,
 Korsør Lokalråd, Korsør bymidtegruppe, bevaringsforeningen, fiskerihavnen og
 Korsør Cityforening.
På baggrund af input fra inspirationsgruppen fra de to
 workshops har MAP Architects udarbejdet et visionsprospekt (bilag 1), der kan
 danne baggrund for det videre arbejde med at udforme højvandssikringen af
 Korsør by. Udgangspunktet for arbejdet har været, at sikre Korsør by mod en 100
 års hændelse fremskrevet til 2050.
På de to workshops fremkom ønsker til, at højvandssikringen
 skulle tage hensyn til bl.a. havnedriften, parkeringsforhold, adgang for kunder
 til fiskehandler og cafeer, hensyn til bevægelseshæmmede mv. Endvidere var der
 ønsker til, at højvandssikringen skal skabe rammer for sociale aktiviteter,
 belysning og mulighed for formidling af højvande, samt brug og genbrug af
 materialer.
Prospektet er udarbejdet på baggrund af de ønsker som er
 kommet fra inspirationsgruppen, herunder hensynet til historiske forhold og den
 eksisterende byrumsarkitektur.
Inspirationsgruppen har følgende bemærkninger til
 prospektet: 
Inspirationsgruppen har haft lejlighed til at kommentere
 prospektet. Nogle synes det er et godt prospekt, andre synes det er kedeligt.
 Inspirationsgruppen har foreslået, at de eksisterende højbede med træer på
 parkeringspladsen foran havnearkaderne fjernes, så der skabes plads til at
 højvandssikringen kan gøres mere varieret og interessant, end de foreslåede
 løsninger i visionsprospektet. Inspirationsgruppen er enig i, at
 højvandssikringen bør være belyst, men den foreslåede blå belysning, der
 skifter til rødt lys ved højvande er alle ikke lige begejstret for. Der var dog
 stemning for, at der i projektet indarbejdes en eller anden form for formidling
 af højvandssituationer. Det blev foreslået, at platformen ”Karl Peter” i
 havneindløbet kan bruges til formidling af højvande. I inspirationsgruppen var
 der generelt en stemning for, at eksisterende materialer som fx fenderværk fra
 Halsskov Færgehavn og badursten fra Korsør Havn kan bruges i en eller anden
 form.
Udbud og ramme for projektet
Administrationen foreslår, at hvis udvalget godkender at der
 arbejdes videre med idéerne fra visionsprocessen, udbydes opgaven om udformning
 af højvandssikringen.
MAP Architect har lavet et anlægsbudget for den foreslåede
 højvandssikring, se bilag 2.  Det samlede beløb er anslået til ca. 26 mio. kr.
 Heraf er der afsat ca. 2,5 mio. kr. til rådgiverhonorar.
Partsfordeling
Som udgangspunkt er det ejerne af fast ejendom, der opnår
 beskyttelse eller anden fordel af højvandssikringen, der skal betale for
 anlægget. Byrådet kan dog vælge om ejerne af fast ejendom skal pålægges
 bidragspligt eller ej.
I de øvrige kystbeskyttelsessager i kommunen er det de
 enkelte ejere af fast ejendom, der betaler for kystbeskyttelsen – fx på
 Halsskov og ved Næsby Strand. Kommunen bidrager i det omfang kommunen er ejer
 af fast ejendom eller drager anden nytte af projekterne.
Korsør by adskiller sig fra fx Halsskov og Næsby Strand, der
 først og fremmest er bolig- eller sommerhusområde. De offentlige interesser i
 bymidten er større end i bolig- og sommerhusområderne, da mange af byens
 væsentligste funktioner er i bymidten, fx institutioner, sportshal,
 administrationsbygninger mv. Endvidere omfatter området den gamle bydel af
 kulturhistorisk værdi. Udvalget kan derfor vælge, at kommunen skal finansiere
 højvandsbeskyttelsen i Korsør by.
Hvis udvalget vælger, at sætte ejere af fast ejendom, der bliver
 beskyttet eller opnår anden fordel, i bidrag, vil der i forbindelse med
 udarbejdelsen af projektforslaget, blive udarbejdet et forslag til
 partsfordeling – herunder kommunens bidrag.
Antallet af ejendomme inden for interessegrænsen er
 tidligere opgjort til ca. 460. Hvis det antages at hver ejendom skal betale én
 part udgør hver part ca. 56.500,- Ud fra et groft skøn vurderes kommunens andel
 at andrage ca. 50 pct. 
Videre proces
Opgaven om udarbejdelse af et projekt for højvandssikring af
 Korsør by skal i udbud.
Herefter skal udvalget fremme projektet og ejere af fast
 ejendom, som vil opnå beskyttelse eller andre fordele, underrettes om
 afgørelsen.
Der kan afholdes et borgermøde, når udvalget har valgt at
 fremme sagen om højvandssikring af Korsør by.
Derefter skal der udarbejdes et egentligt projektforslag.
 Når der er udarbejdet et projektforslag bliver det forelagt udvalget, der skal beslutte
 om det skal sendes i offentlig høring og i høring hos alle, der kan blive pålagt
 bidragspligt.
Center for Teknik og Miljø foreslår, at der bliver afholdt
 et borgermøde, når der er udarbejdet et konkret projektforslag med forslag til
 partsfordeling mv.
Efter høringsperioden vil projektet eventuelt blive
 tilrettet på baggrund af høringssvarene. Udvalget skal herefter godkende
 projektet. Når projektet er godkendt offentliggøres afgørelsen. Der vil være
 mulighed for at påklage afgørelsen. Hvis afgørelsen ikke påklages, kan
 Kystdirektoratet ansøges om tilladelse til udførelse af det konkrete projekt.
Center for Teknik og Miljø vil forsætte samarbejdet med
 inspirationsgruppen, der gerne vil forsætte som en følgegruppe i den videre
 proces. Derudover skal der nedsættes en teknisk gruppe bestående af bl.a. SK
 Forsyning, beredskabet, Entreprenørservice m.fl.
Retligt
 grundlag
Kystbeskyttelseslovens kap 1 a.
Handlemuligheder
Udvalget skal vælge om der skal arbejdes videre med projektet,
 idet projektet udbydes med udgangspunkt i den økonomiske ramme på 26 mio. kr.
 eller ej.
Alternativt kan udvalget vælge, at der skal arbejdes videre
 med en mindre grad af beskyttelse af Korsør by mod højvande, ved fx kun at
 sikre byen mod en 20 års- eller 50 års hændelse. Herved kan højden og
 udbredelsen af kystbeskyttelsesanlægget reduceres.
Udvalget skal beslutte om ejere af fast ejendom, der bliver
 beskyttet eller drager anden nytte af højvandssikringen skal sættes i bidrag.
Vurdering
Center for Teknik og Miljø vurderer, at det som udgangspunkt
 er et godt visionsprospekt, der kan danne baggrund for et udbud.
 Administrationen synes det er en god idé at inddrage nogle flere af de
 eksisterende byrumselementer som de runde højbede for at skabe bedre mulighed
 for noget interessant design af højvandssikringen – uden at det optager flere
 p-pladser eller går ud over havnedriften.
En ramme på omkring 26 millioner vurderes, at være passende
 for et projekt af denne karakter og størrelse.
En mindre omfattende løsning, er billigere, men beskyttelsen
 af byen reduceres ligeledes.
Center for Teknik og Miljø vurderer, at der kan være mange
 fordele ved ikke at partsfordele og overdrage højvandssikringen af Korsør by
 til et kystbeskyttelseslag. Omvendt vil det ikke være hensigtsmæssigt at
 projektet ikke falder på grund kommunens manglende mulighed for finansiering.
Økonomiske
 og personalemæssige konsekvenser
Det skønnes umiddelbart at udarbejdelse af et detail-projekt
 koster ca. 500.000,-. Projektet kan evt. finansieres via klimamidlerne i 2018.
Konsekvenser
 for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på
 forvaltningens vegne,
1.   
 at der arbejdes videre med projektet og at opgaven udbydes.
2.   
 at ejere af fast ejendom sættes i bidrag.
Beslutning i Erhvervs-,
 Plan- og Miljøudvalget den 7. august 2017:
Fraværende: 
Udvalget ønsker et borgermøde om projektet.
Der blev ikke taget stilling til partsfordeling.