24. Forslag fra Enhedslisten: Tilsidesættelse af forældelsesfristen ved ny praksis efter Højesteretsdom (B)
24. Forslag fra Enhedslisten: Tilsidesættelse af forældelsesfristen ved
ny praksis efter Højesteretsdom (B)
Sagsnr.: 330-2016-16561 Dok.nr.: 330-2016-193721 Åbent
Kompetence: Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Beslutningstema
Genoptagelse af sagen – efter modtagelse af Ankestyrelsens
vejledning om forældelsesfristen.
Beslutningsforslag af 26. februar 2016 fra Thomas Clausen,
Enhedslisten (Ø) vedr. tilsidesættelse af forældelsesfristen på tre år i
forbindelse med den nye praksis efter Højesterets dom om ugyldig fratagelse af
sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
Baggrund
Thomas Clausen, Enhedslisten (Ø), har den 26. februar 2016
fremsendt nedenstående forslag til behandling på udvalgets møde den 8. marts
2016.:
”I september 2015 vandt 3F en principiel sag i Højesteret
på vegne af et medlem, der ulovligt fik frataget sine sygedagpenge.
Den 28-årige 3F'er Heidi Olsson mistede sine sygedagpenge
fra 31. december 2009 på grund af reglen om varighedsbegrænsning. Den ulovlige
afgørelse blev truffet af en medarbejder ansat ved Falck Jobservice, som
Kolding Kommune havde hyret som anden aktør i sager om sygedagpenge.
Først i november 2010 traf Kolding Kommune en gyldig afgørelse.
Kommunen stoppede ikke bare sygedagpengene med virkning for fremtiden, men med
tilbagevirkende kraft fra 31. december 2009.
Men Højesteret slog i september 2015 fast, at der ikke
efter sygedagpengeloven eller efter almindelige forvaltningsretlige regler var
grundlag for at tillægge afgørelsen virkning tilbage fra 31. december 2009.
Gitte Reisberg fik sine sygedagpenge stoppet ulovligt 30.
august 2010. Men 3F'er Heidi Olsson har fået efterbetalt sygedagpenge fra
Kolding Kommune, selv om hun fik stoppet ydelsen inden Gitte Reisberg.”
På mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 5.
januar 2016 blev der til punkt 2 på dagsordenen (Gensidig orientering) fremlagt
et notat som bilag, se vedlagte bilag af 17. december 2015 fra Center for
Arbejdsmarked og Integration.
Notatet handler om ny praksis efter den ovennævnte
højesteretsdom:
”Sager om stop af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft
skal afgøres på ny.
Ankestyrelsen har offentliggjort en ny principafgørelse
75-15, der fastlægger praksis efter en dom fra Højesteret d. 10. september
2015.
Den nye principafgørelse ændrer Ankestyrelsens tidligere
praksis om, at udbetalingen af sygedagpenge ophører automatisk på
revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved
udløbet af en af forlængelsesmulighederne.
Ny praksis
Den nye praksis betyder, at udbetalingen af sygedagpenge
ikke ophører automatisk efter 22 uger (tidligere 52 uger) eller ved udløbet af
en af forlængelsesmulighederne.
Udbetalingen af sygedagpenge kan først ophøre, når der er
truffet en gyldig afgørelse, hvor der er foretaget en vurdering af, om der er
grundlag for at forlænge sygedagpengeperioden eller for at iværksætte
revalidering, ressourceforløb, visitere til fleksjob eller tilkende
førtidspension.”
På mødet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 2.
februar 2016 var punkt 4 på dagsordenen Opfølgning i forhold til
sygedagpengeområdet - orientering om opfølgning på Jobcentrets indsats i
forhold til sygedagpengeområdet – sagsbehandling og kommunikation.
I denne orientering var der ingen omtale af arbejdet med
den ny praksis efter højesteretsdommen af 10. september 2015 om ugyldig
fratagelse af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
På mødet bad Enhedslisten om en orientering om denne nye
praksis. Efterfølgende blev der den 4. februar fra Center for Arbejdsmarked og
Integration udsendt Jobcentrets supplerende bemærkninger:
”Jobcentret har lagt information om muligheden op på
slagelse.dk/genoptagsygedagpenge.
Der er annonceret i Søndagsavisen i uge 2. Jobcentret
planlægger at gøre dette nogle flere gange. Datoer herfor er endnu ikke
besluttet.
Jobcentret har informeret om dommen og hjemmesiden på
samarbejdsmødet med de faglige organisationer og interesseorganisationerne den
1. februar 2016, og henstillet at de henviser deres medlemmer til ovennævnte
side på Slagelse.dk.
Ovennævnte tiltag har dog ikke ført til nogle relevante
borgerhenvendelser endnu.
Der har ligeledes været en gennemgang af Jobcentrets
sager for at se, om man kunne identificere relevante sager. Dette arbejde pågår
stadig. Jobcentret vil dog ikke med sikkerhed kunne identificere alle sager
selv, da man ikke som sådan registrerer, om der er truffet afgørelse med
tilbagevirkende kraft i en sag.
I arbejdet er der taget udgangspunkt i den eksisterende 3
års forældelsesfrist på området. For at ingen borgeren skal stilles dårligt som
følge af, hvornår Jobcentret eventuelt finder frem til en sag, har Jobcentret
taget udgangspunkt i højesterets dom fra september 2015 og ser tre år tilbage
herfra, idet dette er forældelsesfristen for tilbagebetalinger, jf. notatet.
Der er pt. identificeret 22 sager, som Ankestyrelsen skal
se på igen (derudover har FOA selv sendt 9 sager til Ankestyrelsen)·
Derudover er der identificeret ca. 31 sager, som
Jobcentret selv ser nærmere på og gennemgår for at se, om de er i målgruppen.
Som nævnt pågår dette arbejde stadig, og der kan komme
flere sager til.
Mht. den økonomiske udgift, er der endnu ikke dannet et
samlet overblik herover. En del af de identificerede sager har dog fået anden
ydelse frem til selve afgørelsen i sygedagpengesagen. Dette betyder, at en
efterbetaling af sygedagpenge frem til afgørelsestidspunktet skal modregnes
denne ydelse.
På ovennævnte samarbejdsmøde med organisationerne den 1.
februar, blev der spurgt ind til om kommunen havde truffet principiel stilling
til, hvorvidt man skulle tilsidesætte forældelsesfristen for sygedagpenge på 3
år.
Pt. har Jobcentret ikke forholdt sig direkte hertil. I
stedet har Jobcentret, som det fremgår af notatet taget udgangspunkt i at følge
de eksisterende regler på området, herunder forældelsesreglen på 3 år, på linje
med KL´s udmeldinger.
Såfremt forældelsesreglen ikke skal følges, skal der
træffes en politisk beslutning herom.”
Retligt
grundlag
Udvalgets forretningsorden § 3, stk. 4. – medlemmers ret til
at få behandlet en sag.
Handlemuligheder
Udvalget kan helt eller delvist imødekomme eller afvise det
indstillede.
Vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomiske og personalemæssige
konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser
for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Thomas Clausen, Enhedslisten (Ø) indstiller,
1.
at Jobcentret ser bort fra forældelsesfristen på tre år i forbindelse med
genoptagelse af sager om ugyldig fratagelse af sygedagpenge, jævnfør
principafgørelse 75-15, der fastlægger praksis efter en dom fra Højesteret den
10. september 2015
2.
at Jobentret intensiverer samarbejdet med de faglige organisationer på
sygedagpengeområdet.
Beslutning i Beskæftigelses-
og Integrationsudvalget den 8. marts 2016:
Fraværende:
Udsat til næste møde.
Beslutning i Beskæftigelses-
og Integrationsudvalget den 5. april 2016:
Fraværende:
Sagen genoptages, når Ankestyrelsens vejledning vedrørende
forældelsesspørgsmålet m.v. foreligger.
Supplerende
bemærkninger til sagen:
Ankestyrelsen har nu truffet principafgørelse i forhold til
forældelsesfristen. Principafgørelsen er offentliggjort den 7. juni 2016.
Ankestyrelsens principafgørelse 24-16 peger på, at forældelsesfristen
for tilbagebetalinger for sygedagpenge skal tage udgangspunkt i den konkrete
afgørelse i borgerens sag, og tre år frem. Er der gået mere end tre år siden
Jobcentrets afgørelse, er kravet som udgangspunkt forældet.
De supplerende bemærkninger
fremgår af bilag 2.
Forvaltningen påpeger, at der som
udgangspunkt ikke er juridisk grundlag for at tilsidesætte forældelsesfristen.
Beslutning i Beskæftigelses-
og Integrationsudvalget den 9. august 2016:
Fraværende:
At 1 og 2. Kunne ikke godkendes.
Thomas Clausen (Ø) ønskede sagen løftet til Byrådet.
Beslutning i Byrådet den 29.
august 2016:
Fraværende:
Ole Drost (V)
At 1 afvist, for stemte 3, (Ø) og (F), imod stemte 27, (A),
(V), (O), (I) og (FB).
Tonny Borgstrøm (Udenfor partierne) undlod at stemme.
At 2 godkendt med den ændring, at formuleringen ændres til
"der fortsat udvikles på det gode samarbejde, der er med de faglige
organisationer".