Byrådet – Referat – 24. juni 2026


1. Godkendelse af dagsorden (B)

Beslutning

At 1: Godkendt inklusiv tillægsdagsorden samt med bemærkning om at punkt 7 udgår af dagsordenen.

Der blev stemt om hvorvidt punkt 7 skulle udgå af dagsordenen:

For stemte 20: (V), (A), (F), (L), (C) og (I)

Imod stemte 6: (Æ), (Ø) og (O)

1 undlod at stemme: (B)



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende dagsordenen.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender dagsordenen.

2. Genoptaget - Økonomisk politik 2027-2030 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

For stemte 21: (V), (A), (F), (L), (B), (C) og (I)

Imod stemte 6: (Æ), (Ø) og (O)

(Ø) stemte i mod pga. indbyggede besparelser og manglende balance i kommunen både socialt og geografisk.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Slagelse Kommunes økonomiske politik sætter retningen for prioriteringer, der fastlægger den langsigtede økonomistyring der understøtter Byrådets økonomiske prioriteringer for byrådsperioden 2026-2029. 

Politikken tager afsæt i Byrådets temamøde den 10. marts 2026 og Økonomiudvalgets temamøde den 16. marts 2026.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende Slagelse Kommunes økonomiske politik for 2027-2030.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender Slagelse Kommunes Økonomisk politik 2027-2030

Sagens indhold

Slagelse Kommunes økonomiske politik tager afsæt i temamøderne i Byrådet den 10. marts 2026 og i Økonomiudvalget den 16. marts 2026.

Den økonomisk politik skal sikre kommunens handlefrihed, understøtte et politisk råderum og bidrage til en stabil økonomi. Samtidig skal politikken understøtte de politisk prioriterede udviklingsspor, herunder:

  • En attraktiv kommune at bo i igennem boligudvikling, stærke bymidter samt bedre mobilitet og trafiksikkerhed.
  • En grøn omstilling med borgerinddragelse, tydelig planlægning for vedvarende energi, styrket naturindsats samt nødvendige investeringer i klimatilpasning og spildevand.
  • Et løft af erhverv, turisme og oplevelsesøkonomi gennem en ny erhvervsstrategi, stærke partnerskaber og udvikling af kommunens fyrtårne.
  • En fortsat styrkelse af velfærden – fra trivsel og læring for børn og unge til en mere sammenhængende ældrepleje og forebyggelse – samtidig med at kommunen udvikles som en attraktiv arbejdsplads med et stærkt arbejdsmiljø og en klog anvendelse af ny teknologi.

Den økonomiske politik skal understøtte 2-årige budgetforlig for 2027-2028 og 2029-2030, som kan bidrage til økonomisk stabilitet og langsigtede prioriteringer for borgere, virksomheder og medarbejdere.

Formål og elementer i den økonomiske politik

På Byrådets temamøde den 10. marts 2026 og i de efterfølgende drøftelser på Økonomiudvalgets temamøde den 16. marts 2026 fremkom en række politiske tilkendegivelser, som er indarbejdet i forslaget til økonomisk politik 2027-2030, der er vedlagt som bilag 1.

Figuren nedenfor viser de bærende elementer i den økonomiske politik: overskud på driften, bruttoanlæg, gæld, likviditet, service- og anlægsramme samt politisk råderum. Samlet skal elementerne understøtte økonomisk balance, styringsmæssig robusthed og et tydeligt grundlag for politiske prioriteringer.

Den økonomisk politik og sammenhænge mellem målene

De enkelte elementer i den økonomiske politik skal ses i sammenhæng. Politikken bygger på, at kommunens løbende indtægter fra skatter, tilskud og udligning skal kunne finansiere den ordinære drift. Derudover skal der skabes et tilstrækkeligt overskud på driften til at finansiere et stabilt anlægsniveau, nedbringe den langfristede gæld og sikre en robust likviditet. 

Den økonomiske politik 2027-2030 kan sammenfattes til følgende 4 måltal:

Måltal:

1 - Overskud på ordinær drift på minimum 300 mio. kr.

2 - Anlægsbudgettet skal være på minimum 225 mio. kr. (Brutto)

3 - Kommunen skal have en likviditet på minimum 5.000 kr. pr. borger, svarende til 400 mio. kr.

4 - Den langfristede gæld skal være faldende

Det er samtidig en målsætning, at kommunen så vidt muligt udnytter sin andel af service- og anlægsrammen. Denne sammenhæng indebærer, at der kan opstå prioriteringspres og politiske dilemmaer, særligt hvis indtægtsgrundlaget ikke udvikler sig i takt med udgifterne eller de nationale rammer. Når skatten samtidig ikke må sættes op, skal balancen i stedet sikres gennem budgetoverholdelse ved realistisk budgetlægning og politisk råderum til løbende prioritering.

Det politiske råderum bliver dermed et centralt redskab til at håndtere økonomiske udfordringer og skabe plads til nye politiske prioriteringer uden at svække kommunens økonomiske robusthed.

I den økonomisk politik sættes derfor 3 rammemål, som skal komplementere de 4 måltal:

Rammemål:

A - Service- og anlægsrammen skal udnyttes

B - Skatten må ikke stige

C - Politisk råderum

Den økonomiske politik består dermed af konkrete økonomiske mål og politiske rammemål. Tilsammen udgør de det fælles grundlag for budgetlægning, økonomistyring og politiske prioriteringer i de kommende år.

Bilag 1 indeholder forslag til økonomisk politik for Slagelse Kommune.

Administrationen vurderer

Administrationen vurderer, at forslaget til den økonomiske politik giver Byrådet et samlet og langsigtet styringsgrundlag for budgetlægning og økonomistyring. Politikken skaber en hensigtsmæssig balance mellem drift, anlæg, gæld og likviditet.

Det bemærkes, at der er en ny udligningsreform på vej med forventet virkning fra budgetåret 2029. Effekten og konsekvenserne for Slagelse Kommune er endnu uvisse. Det vurderes derfor som rettidig omhu, at Slagelse Kommunes økonomiske politik understøtter udsving i udgifter og indtægter.

Det strukturelle overskud forventes at være under pres i de kommende år, og at det derfor vil kræve tydelige politiske prioriteringer og en ambitiøs styring, grundet et stigende udgiftspres for at fastholde den økonomiske balance.

Administrationen anbefaler, at den økonomisk politik godkendes som grundlag for de kommende budgetprocesser.

Retligt grundlag

Slagelse Kommunes styrelsesvedtægt § 13 fastlægger, at de stående udvalg og Økonomiudvalget er politikformulerende og politikkontrollerende inden for de områder, der hører under disse udvalg efter kapitlerne IV og V i styrelsesvedtægten.

Slagelse Kommunes kompetenceplan pr. 24. februar 2026 fastlægger, at Byrådet beslutter de overordnede politikker og strategier, herunder den økonomiske politik.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger

Sagens forløb

18/05/2026 Økonomiudvalget
Udsat.
15/06/2026 Økonomiudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

3. Forlængelse af aftale med kommunens revision (B)

Beslutning

At 1-2: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende, at revisionssaftalen med EY Godkendt Revisionspartnerselskab forlænges for regnskabsårene 2025 og 2026 samt anmode Ankestyrelsen om godkendelse af antagelsen af revisionen.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

  1. at Byrådet godkender udnyttelse af optionen i revisionsaftalen med EY Godkendt Revisionspartnerselskab for regnskabsårene 2025 og 2026,
  2. at Byrådets beslutning fremsendes til Ankestyrelsen med henblik på godkendelse af kommunens antagelse af revisionen for regnskabsårene 2025 og 2026.

Sagens indhold

Baggrund

Byrådet godkendte den 14. december 2020 at antage EY Godkendt Revisionspartnerselskab som kommunens revisor for regnskabsårene 2021-2024 med option på yderligere 2 år.

Ankestyrelsen godkendte efterfølgende antagelsen af EY som kommunens revision. Af Ankestyrelsens afgørelse fremgik samtidig, at en eventuel udnyttelse af optionen på yderligere 24 måneder skulle vedtages af Byrådet og efterfølgende godkendes af Ankestyrelsen

Ankestyrelsens henvendelse

I forbindelse med Ankestyrelsens behandling af Slagelse Kommunes årsregnskab for 2024 har Ankestyrelsen ved brev af 28. maj 2026 konstateret, at styrelsen ikke har modtaget en anmodning om godkendelse af kommunens antagelse af revisionen efter regnskabsåret 2024. Ankestyrelsen har derfor anmodet kommunen om at indsende kopi af Byrådets beslutning om antagelse af revisionen for perioden efter 1. januar 2025.

Administrations vurdering

Revisionen har fortsat varetaget den lovpligtige revision for Slagelse Kommune efter regnskabsåret 2024 i overensstemmelse med den optionsbestemmelse, der indgik i det oprindelige udbud og den efterfølgende revisionsaftale.

Administrationen har konstateret, at udnyttelsen af optionen ikke har været forelagt Byrådet til særskilt beslutning, og at Ankestyrelsens godkendelse derfor ikke er blevet indhentet.

For at bringe forholdet i overensstemmelse med kommunestyrelseslovens regler og Ankestyrelsens anvisninger anbefaler administrationen, at Byrådet formelt godkender udnyttelsen af optionen for regnskabsårene 2025 og 2026, hvorefter beslutningen fremsendes til Ankestyrelsen til godkendelse.

Administrationen vurderer, at den anbefalede løsning sikrer den nødvendige formelle hjemmel for revisionsaftalens forlængelse og imødekommer Ankestyrelsens anmodning.

Retligt grundlag

Det følger af kommunestyrelseslovens § 42, stk. 1, at kommunalbestyrelsen antager kommunens revision. Antagelsen af revisionen skal godkendes af Ankestyrelsen.

Byrådet godkendte den 14. december 2020 antagelsen af EY Godkendt Revisionspartnerselskab som kommunens revisor for regnskabsårene 2021-2024 med option på yderligere 2 år.

Ankestyrelsen har ved brev af 28. maj 2026 oplyst, at en udnyttelse af optionen skulle have været vedtaget af Byrådet og efterfølgende godkendt af Ankestyrelsen.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

Sagens videre forløb

Sagen behandles i Økonomiudvalget og forelægges herefter Byrådet til beslutning.

Såfremt Byrådet godkender indstillingen, fremsendes beslutningen til Ankestyrelsen med henblik på godkendelse af antagelsen af EY Godkendt Revisionspartnerselskab som kommunens revision for regnskabsårene 2025 og 2026.

Sagens forløb

15/06/2026 Økonomiudvalget
At 1-2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

4. OK-Fonden Ansøger om godkendelse af skema C for 22 seniorboliger i Svenstrup (B)

Beslutning

At 1-2: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget godkende byggeregnskab med tilhørende Skema C med en samlet anskaffelsessum på 52,3 mio. kr. vedrørende Seniorbofællesskabet Hesselbjerg, afdeling 1 Seniorbofællesskabet Mælkevej.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender byggeregnskab med tilhørende Skema C, med en samlet anskaffelsessum på 52.307.000 kr.

2. at Byrådet godkender garanti for maksimalt på 46.030.160 kr.

Sagens indhold

OK-Fonden søger om godkendelse af byggeregnskab med tilhørende Skema C i forbindelse med opførelsen af 22 almene ældreboliger og 1 fælleshus beliggende på Mælkevej, Svenstrup i Korsør, til brug for seniorer.

Byrådet godkendte den 25. april 2022 Skema B, hvor anskaffelsessummen blev fastsat til 52.901.000 kr. Beregningen tog udgangspunkt i maksimumsbeløbet for ældreboliger i Slagelse Kommune (2021) på 27.990 kr. pr. m² inkl. energitillæg.

Skæringsdatoen mellem byggefasen og boligdriften blev fastsat til 10. oktober 2023. Udarbejdelsen af det endelige byggeregnskab og Skema C har været forsinket som følge af totalentreprenørens konkurs. Det har først i slutningen af april 2026 været muligt at afslutte det økonomiske opgør og foretage indberetning i BOSSINF.

Den endelige anskaffelsessum i skema C er opgjort til 52.307.000 kr., hvilket indebærer:

  • en besparelse på 594.000 kr. i forhold til den godkendte anskaffelsessum. Besparelsen skyldes, at de samlede udgifter og omkostninger (anskaffelsessum) er blevet lavere end forudsat i skema B.
  • at projektet er gennemført inden for de økonomiske rammer på trods af indeksering og ekstraordinære forhold.

Anskaffelsessummen og finansiering

Den endelige anskaffelsessum 52.307.000 kr. finansieres således:

Realkreditfinansiering 88% 46.030.160

 

Kommunal grudkapital 10%   5.230.700

Beboerindskud    2%   1.046.140

I alt 100% 52.307.000

Retligt grundlag

Sagen behandles i henhold til bekendtgørelse om støtte til almene boliger m.v., herunder:

  • § 44, der omhandler afslutning af byggesager og indsendelse af endeligt byggeregnskab (Skema C), samt
  • § 45, stk. 1, hvorefter der skal aflægges et revideret byggeregnskab, som dokumenterer anskaffelsessummen og de afholdte udgifter.

Bestemmelserne fastlægger kravene til kommunal godkendelse af det endelige byggeregnskab for almene boligprojekter.

Skema C er et skema, der anvendes til at ansøge om godkendelse af den endelige anskaffelsessum efter byggeriets færdiggørelse i alment boligbyggeri.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Slagelse Kommune har ved godkendelse af Skema B godkendt garanti for maksimalt 46.552.968 kr. Jf. oprindeligt Skema B.

På baggrund af Skema C kan grundkapitallånet beregnes til 5.230.700 kr. Der er allerede udbetalt 5.290.110 kr., hvorfor der skal ske en nedjustering. Den endelige regulering afventer afklaring i relation til konkursboet.

Ingen personalemæssige konsekvenser.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen yderligere politisk behandling.

Efter Byrådets godkendelse:

  • Kommunen færdigbehandler sagen administrativt
  • Regulering af grundkapital gennemføres, når konkursforholdene er afklaret
  • Opdateret pantebrev fremsendes til underskrift hos de tegningsberettigede for bestyrelsen i seniorbofællesskabet.

 

Sagens forløb

15/06/2026 Økonomiudvalget
At 1-2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

5. Slagelse Kulturskole: Takster 2026 (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Økonomiudvalget godkende takster for Slagelse Kulturskole gældende for resten af 2026.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Byrådet godkender takster for Slagelse Kulturskole gældende for resten af 2026.

 

Sagens indhold

Slagelse Kulturskole blev etableret i sin nuværende form den 1. august 2025.
En central del af Kulturskolens virke er fortsat den lovpligtige musikundervisning, men siden nyetableringen er der også blevet udviklet kreative hold og forløb indenfor den ikke-musiske del, f.eks. i drama og billedkunst. Da der ikke tidligere er godkendt takster for disse forløb, skal disse godkendes politisk, selvom vi er midt i budgetåret. 

Der er udarbejdet takster for 3 typer forløb:

  1. Teater og scenekunst
  2. Dans
  3. Billedkunst

Taksterne er beregnet efter samme metode som de musiske forløb og er beløbsmæssigt i samme størrelsesorden som disse.

De samlede takster for Slagelse Kulturskole, inklusive de nye takster for de ikke-musiske forløb, er vedlagt som Bilag 1. 

 

Retligt grundlag

Borgernes betaling for ydelser skal, jf. styrelseslovens § 41a, godkendes af Byrådet. Desuden fremgår det af de godkendte kompetenceregler, at takster og gebyrer m.m. godkendes af Byrådet.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Forældrebetalingen for både de musiske og ikke-musiske forløb er en del af budgettet for Slagelse Kulturskole og dermed en del af nettobevillingen. Forløbene er dermed ikke indtægtsdækket, da udgifterne forbundet hermed er større end indtægterne.

De nye ikke-musiske forløb vil ikke påvirke Kulturskolens økonomi, idet der allerede er plads til disse indenfor de eksisterende budgetrammer.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

Sagens forløb

03/06/2026 Kultur-, Fritids-, Turismeudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

15/06/2026 Økonomiudvalget
At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse.

6. Krydsombygning ved Ingemannsvej – Grønningen (B)

Beslutning

At 2: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget, Byrådet

Beslutningstema

Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget kan beslutte at anvende midler fra pulje 360 – Trafiksikkerhed (cykelstier) til finansiering af ombygning af krydset Ingemannsvej–Grønningen i Slagelse.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget godkende en anlægsbevilling på 2.305.500 kr. samt beslutte at overføre midlerne fra pulje 360 – Trafiksikkerhed (cykelstier) til pulje 94 – Trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger.

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutter, at administrationen anvender 2.305.500 kr. fra pulje 360 – Trafiksikkerhed (cykelstier) til finansiering af realisering af løsningsforslag B, herunder etablering af signalanlæg i krydset Ingemannsvej–Grønningen i Slagelse.

2. at Byrådet godkender en anlægsbevilling på 2.305.500 kr. til udførelse af krydsombygningen ved Ingemannsvej–Grønningen samt beslutter, at midlerne overføres fra pulje 360 – Trafiksikkerhed (cykelstier) til pulje 94 – Trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger.

Sagens indhold

Baggrund og tidligere politisk behandling

På Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalgets møde den 03. februar 2026 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes et projektforslag for justering af krydset mellem Ingemannsvej og Grønningen i Slagelse. Formålet er at opnå bedre trafikafvikling, øget trafiksikkerhed, særligt for bløde trafikanter, forbedre oversigtsforhold samt bedre muligheder for højre og venstresving.

På Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalgets møde den 07. april 2026 besluttede Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget at arbejde videre med løsningsforslag B ( signalreguleret kryds), mens beslutning om finansiering af projektet blev udskudt til junimødet.

På Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalgets møde den 05. maj 2026 godkendte Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget, at der anvendes 877.000 kr. til projektering og arealerhvervelse finansieret af de afsatte 2026 midler i puljen 94 Trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger, mens den fulde krydsombygning og anlægsfasen forventes gennemført i 2027.

Nuværende forhold

Krydset er i dag et vigepligtsreguleret T‑kryds, hvor Ingemannsvej udmunder i Grønningen. Begge veje er beliggende i byzone med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Der er cykelbaner og asfaltfortov langs Grønningen samt asfaltfortov langs Ingemannsvej. Begge veje har et kørespor i hver retning.

Valgt løsningsforslag

Der er udarbejdet to løsningsforslag, hvoraf Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget har besluttet at arbejde videre med løsningsforslag B.

Løsningsforslag B – etablering af signalanlæg i krydset indebærer:

  • Etablering af fuldt signalreguleret kryds
  • Venstresvingsbane og helleanlæg på Grønningen
  • Kantbaner for cyklister på Ingemannsvej
  • Fællessti på østsiden af Grønningen
  • Fodgængerfelter
  • Flytning af belysning og nedløbsbrønde
  • Arealerhvervelser fra Region Sjælland og to private lodsejere

Anlægsoverslaget udgør 3.182.500 kr. (ekskl. kommunens administration og øvrige følgeudgifter). Heraf er 877.000 kr. allerede bevilget fra pulje 94- trafiksikkerhedsfremmende foranstaltninger til projektering og arealerhvervelse.

Det er administrationens vurdering, at de resterende midler til projektets anlægsfase på 2.305.500 kr. kan finansieres via den foreslåede pulje 360- cykelstier.

Retligt grundlag

Vejlovens bestemmelser om etablering og ombygning af offentlige veje samt arealerhvervelser, herunder Vejlovens §§ 96-98, Færdselsloven samt gældende anbefalinger og retningslinjer i Vejreglerne om signalregulerede kryds og trafiksikkerhed.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Sagen har bevillingsmæssige konsekvenser. Der udestår finansiering af 2.305.500 kr. Administrationens forslag er, at restmidler til projektets gennemførelse, finansieres af de allerede afsatte 2027 midler fra puljen 360- Trafiksikkerhed cykelstier, hvor der i 2027 er afsat i alt 13 mio. kr. fordi der er en overførsel fra 2026 til 2027 på 3 mio. kr. 

Sagen har ingen personalemæssige konsekvenser.

Alle beløb i 1.000kr.

 

Politikområde

2026

 2027

2028

  2029

Bevillingønske

Anlæg 94- Krydsombygning ved Ingemannsvej- Grønningen

 

6.2

 

 2.306

 

Finansiering:

Anlæg 94- Krydsombygning ved Ingemannsvej- Grønningen

 

  

 

-2.306



Budget omplacering

Anlæg 360- Cykelstier

 

Anlæg 94- Trafiksikkerhedsfremmende foransltninger

 

6.2

 

6.2

 

 

-2.306

 

 2.306

 

 

Anlægsbevilling

Anlæg 94- Trafiksikkerhedsfremmende foransltninger

 

6.2

 

 

 2.306

  

Finansiering:

Afsat eådighedsbeløb

  

 

 2.306

  

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Arbejdet med detailprojektering og arealerhvervelse igangsættes i 2026, såfremt finansieringen godkendes. Anlægsfasen kan herefter gennemføres i 2027 med henblik på realisering af løsningsforslag B. Sagen forelægges Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget igen når der skal træffes beslutning om arealerhvervelse og ekspropriationsvilje. Anlægsbevilling fremlægges primo 2027 for den valgte finansiering.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Godkendt.

 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

7. Visionsplan for Storebælt Klint/Kruusesminde (B)

Beslutning

Sagen udgik af dagsordenen.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Økonomiudvalget

 

Beslutningstema

Økonomiudvalget kan godkende Visionsplan for Storebælt Klint/Kruusesminde.

 

Indstilling

Centerchefen for Kommunale Ejendomme indstiller,

1. at Økonomiudvalget godkender Visionsplan for Storebælt Klint/Kruusesminde

 

Sagens indhold

Slagelse Kommune og Den Danske Naturfond erhvervede i 2024 det 220 ha store naturområde, Storebælt Klint. Med i købet hørte det historiske gods Kruusesminde, det omkringliggende parkområde og den tilhørende bygningsmasse. Området tager afsæt i en omfattende naturgenopretning, hvor tidligere landbrugsjord omdannes til sammenhængende natur med fokus på blandt andet nye levesteder for dyr og planter.

Visionsplanen bygger blandt andet på principper og input fra natur- og friluftsplanen (indgår som en del af samarbejdsaftalen mellem Den Danske Naturfond og Slagelse Kommune i forbindelse med købet), borgerinddragelsen, faglighed og tværsamarbejder mellem kommunens forskellige ekspertiser, løbende møder, guidede ture, henvendelser, best practices, møder med frivillig og lokale ildsjæle og inspiration fra lignende projekter. Dertil kommer samarbejdet med Den Danske Naturfond samt støtte via blandt andet finanslovsmidler.

Arbejdet med området består ikke af ét enkelt projekt, men af et samlet program med flere underliggende projekter. Programmet omfatter blandt andet Kruusesminde Gods, den omkringliggende park, den grønne naturgenopretning, den blå naturgenopretning, Storebæltscenter, Formidlings- og Oplevelsescenter, Naturskolen og et evt. samarbejde med Det Danske Spejderkorps. Projekterne tænkes udviklet som dele af én samlet helhed.

Området Storebælt Klint/Kruusesminde indeholder mange elementer og der er mange ønsker til hvad området kan udvikle sig til. F.eks. på borgerinddragelsesdagene den 10 og 11. okt. 2025, kom der over 500 interesserede. Herudover har der løbende været møder med borgere, interesseorganisationer, fonde, foreninger m.m. Visionsplanen samler alle disse input til en fælles rammesætning, et samlet narrativ og en tydelig programretning, så de mange ønsker ikke udvikles som adskilte indsatser, men som dele af ét samlet program. Herved kommer området til at fremstå som en helhed ift. fremtidig udvikling, turisme, historiefortælling m.m.

Visionsplanen udvider det oprindelige fokus fra natur for naturens skyld til også at omfatte menneskets møde med naturen. Konceptet tager afsæt i fem natur- og kulturværdier: Skabe, Sætte spor, Høre til, Leve og Forene.  De fem værdier skal ikke alene formidles som en ramme, men indgå i fortællinger og oplevelser, der gør området levende, meningsfuldt og vedkommende.

Den grønne naturgenopretning på Storebælt Klint har nu også nået en milepæl. Det blev markeret den 28. maj 2026 ved et arrangement om græsning med heste og kvæg samt den nye store hegning, som er en væsentlig forudsætning for at kunne komme videre med naturgenopretningen. Formanden for Klima og Miljøudvalget bød velkommen og der kom ca. 250 interesserede gæster.

Samtidig er den marine naturgenopretning koblet til programmet, så den blå og grønne naturgenopretning i højere grad kan tænkes sammen i formidling, oplevelse og udvikling af området.

 

Retligt grundlag

Den Kommunale Styrelseslov § 2.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Programmet har et omfang og en kompleksitet, hvor de enkelte dele skal udvikles i takt med økonomiske muligheder, politiske prioriteringer, myndighedsafklaringer og faseopdeling – der henvises her til bilag 1. s. 25. Faseplan. Faseplanen viser de enkelte projekters gensidige afhængighed og en overordnet plan for hvordan projektet kan udvikle sig. Det betyder, at projekterne skal modnes og realiseres over tid, samtidig med at den samlede ramme, fortælling og retning fastholdes. 

Eventuelle krav til myndighedsafklaringer kan eksempelvis medføre justeringer i procesforløbet og fortløbende planlægning. 

Det forventes at næste medinddragelse planlægges i august/september og skal fokusere på børn og børnefamilier samt frivillige. Herudover vil der ske en række afprøvninger af testzoner i området, der bundet op på (og godkendt af Finansministeriet) Finanslovsmidlerne fra 2025.

Sagens forløb

15/06/2026 Økonomiudvalget

At 1: Godkendt.

(O) Undlod at stemme.


8. Beslutning om selskabsform for fælles it-drift- og serviceorganisation for 16 kommuner i KKR Sjælland (B)

Beslutning

At 1-4: Godkendt.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Byrådet godkendte 18. marts 2026, at Slagelse Kommune indgår i forpligtende samarbejde om etablering af en fælles it-drift- og service-organisation for 16 kommuner i KKR Sjælland.

I forlængelse heraf forelægges nu oplæg om valg af selskabsform for den fælles it-drift- og serviceorganisation. Oplægget baserer sig på forarbejde lavet i den etablerede programorganisation med deltagelse fra alle 16 kommuner og efterfølgende drøftelser i kommunaldirektørkredsen.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Økonomiudvalget beslutte at godkende oplæg om valg af selskabsform for den fælles it-drift- og serviceorganisation. 

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender, at fælles it-selskab for drift af server- og netværksinfrastruktur etableres som aktieselskab (A/S).

2. at Byrådet godkender, at den enkelte kommunes ejerandel værdifastsættes på baggrund af befolkningstal.

3. at Byrådet godkender, at bestyrelsessammensætning i selskabet skal omfatte eksterne fag-/IT-professionelle repræsentanter sammen med politiske repræsentanter, herunder at bestyrelsesformand skal være professionel.

4. at Byrådet godkender, at der forelægges oplæg om endelig model for sammensætning mv. af bestyrelse til beslutning efter sommerferien.

 

Sagens indhold

Baggrund

I aftale om kommunernes økonomi for 2026 mellem Regeringen og KL er det aftalt, at der senest 1. januar 2027 skal etableres 4-5 kommunale it-serviceorganisationer med geografisk udgangspunkt i de fire regioner. De nye IT-serviceorganisationer oprettes som kommunale enheder og vil inden udgangen af 2027 skulle overtage kommunernes drift af server- og netværksinfrastruktur.

Etablering af IT-serviceorganisationen skal bidrage til at øge cybersikkerheden, fagligheden og IT-miljøerne i kommunerne. Dette vil også øge driftssikkerheden på tværs af kommunerne. På sigt er det også forventningen, at der med etableringen kan sikres højere effektiv drift og stordriftsfordele gennem standardisering og fælles løsninger på tværs af kommunerne.

Byrådet godkendte 18. marts 2026, at Slagelse Kommune indgår i forpligtende samarbejde om etablering af en fælles it-drift- og service-organisation for 16 kommuner i KKR Sjælland.

 

Valg af selskabsform

Aktieselskabsformen (A/S) anbefales, da det er den samlede vurdering, at denne model bedst giver mulighed for en organisation og governance, der kan understøtte formålet om bl.a. at øge cybersikkerheden, fagligheden og IT-miljøerne i kommunerne. Blandt andet er det vurderingen, at et A/S giver bedre mulighed for fx, at kommunerne (også) selv løser it-opgaver; fleksibilitet ift. forskellige serviceniveauer i kommunerne og frihedsgrader til at sikre den rette bemanding til opgaverne osv.

Programorganisationen for samarbejdet om it-drift i KKR Sjælland på baggrund af Økonomiaftale 2026 har på baggrund af notater fra Kammeradvokaten og KL etc. udarbejdet vedlagte ”Notat – selskabsdannelse” (bilag 1) med kortlægning af bl.a. fordele og ulemper ved mulige organiseringsmodeller. 

 

Bestyrelsessammensætning

Det anbefales videre, at bestyrelsen for fælles it-selskab for drift af server- og netværksinfrastruktur for de 16 kommuner bør omfatte eksterne fag/it-professionelle samt politiske repræsentanter. I forlængelse heraf, at selskabet bør have en professionel bestyrelsesformand.

Endelig anbefaling til kommunalbestyrelserne om bestyrelsessammensætning afklares i løbet af de kommende måneder, herunder ift. fordele og ulemper ved forskellige repræsentationsformer for kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer, jf. også vedlagte ”Notat – selskabsdannelse” (bilag 1).

 

Værdifastsættelse af den enkelte kommunes ejerandel

Det anbefales, at befolkningstal lægges til grund for værdifastsættelse af den enkelte kommunes ejerandel i nyt fælles it-selskab for drift af server- og netværksinfrastruktur for de 16 kommuner.

Der er på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at anvende due diligence som det bærende grundlag for fordelingen af ejerandele.

Anvendelsen af due diligence i forhold til ejerandele genovervejes, når der foreligger et samlet datagrundlag fra alle deltagende kommuner. Proces for udrulning af fælles due diligence-metode i samtlige deltagende kommuner forventes i 3. kvartal 2026.

 

Retligt grundlag

Aftale om kommunernes økonomi for 2026.

Et aktieselskab (A/S) er en juridisk selvstændig virksomhedsform, der er kendetegnet ved, at selskabskapitalen er opdelt i aktier, som ejerne (16 aktionærer) ejer. Aktionærerne hæfter begrænset, hvilket betyder, at de som udgangspunkt kun kan tabe det indskudte beløb. Aktieselskaber oprettes med hjemmel i kommunalfuldmagten. Der er armslængde fra kommunerne i forhold til den løbende drift, idet kommunerne dog – som led i in house-relationen – skal sikre sig adgang til at udøve indflydelse på de strategiske og væsentligste beslutninger i aktieselskabet.

Et § 60-fællesskab er en virksomhed, der er oprettet i henhold til kommunestyrelseslovens § 60. Fællesskabet består som udgangspunkt af kommuner. Og et § 60-fællesskab kan lovgivningsmæssigt ikke organiseres som et kapitalselskab (fx A/S). Fællesskabet skal have mindst to ejere (kaldet interessenter, hvis det er et I/S) og organiseres typisk som et I/S. § 60-fællesskabet som organisationsform rummer mulighed for formel afgivelse af kompetencer fra kommunerne til fællesskabet. Selskabet er en “særkommune” og dermed omfattet af de samme regler som kommunerne, herunder kommunestyrelsesloven, kommunalfuldmagten, offentlighedsloven mv.

De nærmere juridiske rammer for dannelse af henholdsvis et aktieselskab og et § 60-selskab samt fordele og ulemper ved hver selskabsform er beskrevet i det vedlagte ”Notat – selskabsdannelse” (bilag 1).

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Slagelse Kommunes udgifter i 2026 til arbejdet med etablering af it-drift- og serviceorganisation er finansieret inden for rammerne af politikområde "Administrationen" under Økonomiudvalget.

Det forventes, at der til august forelægger en vurdering af omkostningerne i 2027 til etablering af it-drift- og serviceorganisation i det nye selskab. Omkostningerne vil blive indarbejdet som forslag til teknisk korrektion i det budget som fremlægge til til 1. behandling af budget 2027-2030.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Beslutningsrækkefølgen frem mod etablering af fælles it-drift og serviceorganisation forventes i 2026 at blive sådan, at kommunalbestyrelser/byråd i de 16 kommuner forelægges sager:

  • Marts/april 2026 – tilslutning til forpligtende samarbejde mellem de 16 kommuner (behandlet i byrådet 18. marts 2026)
  • Juni 2026 – godkendelse af selskabs-/organisationsmodel (denne sag)
  • Efter sommerferien - godkendelse af model for bestyrelsessammensætning/-konstruktion (efter sommerferien)
  • 3. kvartal 2026: Udrulning af den fælles due diligence-metode i samtlige deltagende kommu-ner. 
  • Ultimo 2026 – godkendelse af formalisering af fælles selskab (stiftelsesdokumenter m.v.).

Sagens forløb

15/06/2026 Økonomiudvalget
At 1-4: Indstilles til Byrådets godkendelse.

9. Forslag til Udviklingsstrategi 2026 for Slagelse Kommune (B)

Beslutning

(O) stillede følgende ændringsforslag:

"At sagen sendes tilbage til Erhvervs,- Udviklings- og Landdistriktsudvalget til fornyet behandling."  

For stemte 6: (O), (Ø) og (Æ)

Imod stemte 20: (V), (A), (F), (L), (C) og (I)

1 undlod at stemme: (B)

Ændringsforslaget bortfaldt.

At 1: Godkendt med bemærkning om, at afsnittet om "Kompetenceløft og nye uddannelser til fremtidens arbejdsmarked" suppleres med, at der skal arbejdes med at tiltrække flere videregående uddannelser herunder flere kandidatuddannelser. 

For stemte 21: (V), (A), (F), (L), (B), (C) og (I)

Imod stemte 6: (O), (Æ) og (Ø)

At 2: Godkendt.

 



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget og Økonomiudvalget beslutte, om forslag til Udviklingsstrategi 2026 skal godkendes og i hvilket omfang, kommuneplanen skal revideres. 

Udviklingsstrategi 2026 er en opdatering af den eksisterende strategi fra 2022 og grundlaget for den senere Kommuneplan 2027-2039.

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet godkender forslag til Udviklingsstrategi 2026 for Slagelse Kommune

2. at Byrådet beslutter, at kommuneplanen revideres tematisk under overskriften "Strategisk arealudvikling med fokus på erhverv, energi og natur"

Sagens indhold

Erhvervs-, Landdistriktsudvalget præsenteres med denne sag for forslag til Udviklingsstrategi 2026 for Slagelse Kommune (bilag 1) forud for en 8 ugers offentlig høringsperiode.

Økonomiudvalget besluttede den 16. februar 2026 at igangsætte arbejdet med Udviklingsstrategi
2026. Økonomiudvalget besluttede at opdatere den eksisterende strategi fra 2022 med udgangspunkt i gældende politikker, strategier og planer, budgetforlig 2025-26, konstitueringsaftalen fra 4. december 2025. Økonomiudvalget besluttede samtidig at videreføre de fire fokusområder fra nuværende udviklingsstrategi: uddannelse, erhverv, boliger og bæredygtighed.

Byrådet drøftede et foreløbigt udkast til en opdateret udviklingsstrategi på et temamøde den 10. marts 2026 (se opsamling i bilag 2). En administrativ projektgruppe har revideret strategiudkastet på baggrund af Byrådets temamøde.

Hvad er en udviklingsstrategi?
Udviklingsstrategien beskriver Byrådets vision og ambition for udviklingen i Slagelse Kommune.

Strategien definerer centrale fokusområder og tilhørende prioriteringer, der skal understøtte den ønskede udvikling. Slagelse Kommunes udviklingsstrategi har til formål at:

  • Sætte en strategisk retning for den fremtidige udvikling i kommune
  • Skabe sammenhæng mellem politiske visioner og den fysiske planlægning
  • Danne grundlag for revision af kommuneplanen
  • Understøtte samarbejde og fælles forståelse for kommunens udvikling på tværs af organisationen og med eksterne aktører.

En god udviklingsstrategi er enkel og ikke for lang. I en udviklingsstrategi har vi derfor ikke nødvendigvis styr på, hvordan de forskellige prioriteringer skal udmøntes. Det fastlægges først efter strategien i forbindelse med kommuneplanrevisionen.

Slagelse Kommune har de seneste år praktiseret en tværgående tilgang for at sikre et
helhedsorienteret blik på kommunens udvikling, hvilket også er gældende for denne opdatering af
strategien.

Udkast til Udviklingsstrategi 2026
En administrativ projektgruppe med repræsentanter fra kommunens 9 fagcentre har udarbejdet et udkast til en opdateret udviklingsstrategi (bilag 1).

I forbindelse med opdateringen af udviklingsstrategien videreføres de fire strategiske fokusområder
fra den gældende Udviklingsstrategi 2022:

  • Uddannelse
  • Erhverv
  • Boliger
  • Bæredygtighed

Opdateringen har haft til formål at revidere visionstekster og prioriteringer under hvert fokusområde. Revisionen har taget afsæt i relevante politikker, strategier og planer, budgetforlig 2025-26, konstitueringsaftalen fra 4. december 2025 og Byrådets temamøde den 10. marts 2026.

De kommunale politikker og strategier, der er vedtaget siden 2022, og som i særlig grad har indgået i opdateringen af strategien, omfatter:

  • Erhvervsstrategi (2023)
  • Virksomhedsstrategi 2025-
  • Sundhedspolitik 2024-2034
  • Bæredygtighedsstrategi 2024-25
  • Boligpolitik (2023)
  • Arkitekturpolitik (2023)

Udviklingsstrategi 2026 introducerer ikke nye fokusområder eller nye strategiske målsætninger, som ikke tidligere er politisk besluttet. Nye målsætninger kan formuleres som led i den efterfølgende kommuneplanrevision, og strategien forventes desuden at kunne igangsætte et strategiarbejde i de enkelte udvalg, hvor nye målsætninger kan udvikles og besluttes.

Økonomiudvalget besluttede på mødet den 16. februar 2026, at strategien skal tage højde for udlæg af sommerhusområder. Derfor er "Attraktive sommerhusområder" indarbejdet som en særskilt prioritering under fokusområdet "Boliger". Prioriteringen vedr. sommerhusområder følges op med et tematillæg til udviklingsstrategien, når national lovgivning er faldet på plads, forventeligt ultimo 2026. I tematillægget adresseres forslag til geografiske udpegninger af nye sommerhusområder. 

Strategiens kobling til Kommuneplan 2027-2039
Strategien fastlægger også, hvordan kommuneplanen skal revideres – enten som helhedsrevision, temarevision eller områderevision.

Administrationen anbefaler, at Kommuneplan 2027-2039 gennemgår en tematisk revision under overskriften "Strategisk arealudvikling med fokus på erhverv, energi og natur". Det anbefales, at revisionen tager udgangspunkt i tre tematiske spor:

  1. Strategisk udvikling af erhvervsområder, herunder detailhandel
  2. Vedvarende energi og borgerinddragelse
  3. Arealomlægning, der understøtter natur, klima og miljø, herunder målene i Den Grønne Trepart

Det første spor skal samtænkes med en igangværende proces for en ny erhvervsstrategi samt en detailhandelsanalyse for hele kommunen.

Det andet spor følger op på Byrådets beslutning fra den 24. februar 2025 om ikke at igangsætte yderligere VE-projekter før en ny kommuneplan er vedtaget. Byrådet besluttede samtidig, at der i den kommende kommuneplanrevision skal være et særligt fokus på at tilpasse udpegningen af områder til VE-anlæg, så de placeres de rigtige steder, med afstand til kommunens byer og landsbyer og under hensyntagen til landskabs-, natur- og kulturmæssige interesser.

Det tredje spor skal samtænkes med en igangværende revision af kommunens klimaplan samt udpegning af lavbundsjorde og potentielle nye områder til natur og skov som led i omlægningsplanerne under Den Grønne Trepart.

Kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer og rammer tilpasses i forhold til ovenstående. De dele af kommuneplanens hovedstruktur og retningslinjer, der ikke bliver berørt af ovenstående, ændres kun, hvis ny lovgivning eller statslige interesser i kommuneplanlægningen skulle nødvendiggøre det.

Hvad er en kommuneplan?
En kommuneplan omsætter et byråds visioner og overordnede mål til bindende retningslinjer og rammer for den videre udvikling i en 12-årig periode. En kommuneplan revideres hver byrådsperiode.

En kommuneplan består af:

  • En hovedstruktur med overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen (hvad vil vi?)
  • Retningslinjer for arealanvendelsen for en række temaer (hvordan gør vi?)
  • Rammer for lokalplanernes indhold for de enkelte dele af kommunen (hvor gør vi hvad?)

Kommuneplanen ændrer ikke på gældende lokalplaner og byplanvedtægter samt deklarationer. Hvis der er modstrid mellem kommuneplanen og disse ældre planer, kan kommuneplanen kun håndhæves ved udarbejdelse af en ny lokalplan. Kommuneplanen er ikke direkte bindende for borgerne.

 

Retligt grundlag

Planlovens § 23a

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

I oktober 2026 forventes Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget at behandle det endelige forslag til Udviklingsstrategi 2026 på baggrund af 8 ugers offentlig høringsperiode.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Indstilles til Byrådets godkendelse med bemærkning om, at afsnittet om "Kompetenceløft og nye uddannelser til fremtidens arbejdsmarked" suppleres med, at der skal arbejdes med at tiltrække flere videregående uddannelser herunder flere kandidatuddannelser 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

 

Ea Vestergaard deltog under punktets behandling.
15/06/2026 Økonomiudvalget

At 1: Det indstilles til Byrådets godkendelse at strategien sendes i høring med bemærkning om, at afsnittet om "Kompetenceløft og nye uddannelser til fremtidens arbejdsmarked" suppleres med, at der skal arbejdes med at tiltrække flere videregående uddannelser herunder flere kandidatuddannelser. 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

Thorkild Lauridsen og Ea Vestergaard deltog under punktets behandling.


10. Forslag til tillæg 14 til spildevandsplanen 2024 - Spildevandskloakering af Hvilebjerg, Sørbymagle (B)

Beslutning

At 1-2: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Området Hvilebjerg i Sørbymagle er i spildevandsplanen 2024 planlagt separatkloakeret (husspildevand og tag-/overfladevand løber i hver sin ledning). Tillæg nr. 14 ændrer status fra ukloakeret til spildevandskloakeret (én ledning til husspildevand).

Vedtagelsen medfører, at SK Forsyning etablerer spildevandsledninger og brønde frem til matrikelskel samt står for drift og vedligeholdelse. Tillægget udgør sammen med spildevandsplanen plangrundlaget for tilladelser til projektets gennemførelse.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet beslutter vedtagelse af forslag til tillæg 14 til Spildevandsplan 2024 - Spildevandskloakering af Hvilebjerg, Sørbymagle og sender forslag til tillæg 14 i offentlig høring i 8 uger. 

2. at Byrådet godkender, at forslag til tillæg 14 til Spildevandsplan 2024 - Spildevandskloakering af Hvilebjerg, Sørbymagle ikke miljøvurderes. 

 

Sagens indhold

Det foreslås, at området Hvilebjerg ændres fra ukloakeret status til spildevandskloakeret område. Ændringen indebærer, at der etableres spildevandskloakering, mens regnvand håndteres lokalt via LAR-løsninger (Lokal Afledning af Regnvand). Forslaget til tillæg 14 til Spildevandsplan 2024 findes i bilag 1. 

Beslutningen om at fravige den tidligere plan om separatkloakering er truffet på baggrund af en faglig vurdering fra Slagelse Kommune samt efter ønske fra udvikler. 

Kommuneplan 2022 og Klimaplanen fremhæver LAR-løsninger som et effektivt værktøj til at skabe grønne og blå byelementer og samtidig reducere overløb, der belaster vandmiljøet og oversvømmer ejendomme. Det er Slagelse Kommunes vurdering at det vil være hensigtsmæssigt at området spildevandskloakeres og at tag- og overfladevand fra området håndteres privat med LAR-løsninger. Tilladelser til etablering af LAR-anlæg bliver behandlet separat fra dette tillæg af tilladelsesmyndigheden (Slagelse Kommunes Spildevandsafdeling).

Der afholdes ikke borgermøder for dette tillæg, da der er tale om et barmarksprojekt. 

Tidsplan: Projektet er planlagt til at blive udført ultimo 2026 efter endelig vedtagelse.

Miljøscreening: Tillæg 14 er blevet screenet i forbindelse med udarbejdelsen af tillægget. Miljøscreeningen viser at miljøpåvirkningen fra tillægget ikke er væsentlig, hvorfor der ikke er krav om udarbejdelse af en miljøvurdering jf. bilag 2. 

 

Retligt grundlag

Tillæg til spildevandsplanen udarbejdes i henhold til § 32 i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 1742 af 22. december 2025), som forpligter kommunen i at udarbejde en plan for forsvarlig håndtering og bortskaffelse af spildevand.

Spildevandsplanen er desuden udarbejdet i henhold til Spildevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 1446 af 27. november 2025), der fastlægger de tekniske og juridiske rammer for spildevandsanlæg og tilslutning til offentlige kloakker.

Derudover skal tillægget leve op til kravene i loven om miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 3. januar 2023), som sikrer, at miljøpåvirkningerne af projekterne vurderes grundigt, inden de igangsættes.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Når stikledningen (rørledning, der forbinder ejendom med det offentlige kloaksystem) er trukket frem til grundgrænsen, er der tilslutningspligt for ejendommen i henhold til § 28, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven. Dette betyder, at ukloakerede grundejere kan forvente et påbud om at tilslutte spildevand til det nye stik, der bliver placeret på deres grund, ved spildevandskloakering.

Ud over tilslutningsbidraget kommer der udgifter til evt. ledningsarbejde på hver ejendom frem til skelbrønd. 

Dette tillæg lægger ikke op til ændringer i tilslutningsbidrag. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis forslaget til tillæg 14 til Spildevandsplan 2024 vedtages, vil det blive sendt i offentlig høring i 8 uger. Efter høringen vil bemærkningerne til forslaget blive behandlet i en hvidbog. Det endelige tillæg nr. 14 til Spildevandsplan 2024 vil derefter blive sendt til godkendelse i Byrådet i september 2026.

Sagens forløb

01/06/2026 Klima- og Miljøudvalget
At 1 og 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

11. Forslag til tillæg 15 til spildevandsplanen 2024 - Separatkloakering af Parkvænget, Slagelse (B)

Beslutning

At 1-2: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Parkvænget er et område i Slagelse, der jf. lokalplan 1236 giver mulighed ny etagebebyggelse. Området er i Spildevandsplan 2024 planlagt separatkloakeret. Tillæg nr. 15 ændrer den forhenværende status fra fælleskloakeret (husspildevand og tag-/overfladevand løber i samme ledning) til separatkloakeret (husspildevand og tag-/overfladevand løber i hver sin ledning). 

Vedtagelsen medfører, at SK Forsyning etablerer skelbrønde for regn- og spildevand frem til matrikelskel samt står for drift og vedligeholdelse af ledningsnetværket der aftager vand fra skelbrøndene. Tillægget udgør sammen med spildevandsplanen plangrundlaget for tilladelser til projektets gennemførelse.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Byrådet beslutter vedtagelse af forslag til tillæg 15 til Spildevandsplan 2024 - Separatkloakering af Parkvænget, Slagelse og sender forslag til tillæg 15 i offentlig høring i 8 uger. 

2. at Byrådet godkender, at forslag til tillæg 15 til Spildevandsplan 2024 - Separatkloakering af Parkvænget, Slagelse ikke miljøvurderes. 

 

Sagens indhold

Det foreslås, at området ved Parkvænget, Slagelse ændres fra fælleskloakeret status til separatkloakeret område. Ændringen indebærer, at SK Forsyning etablerer to skelbrønde ved matrikelskel, én til husspildevand og én til tag- og overfladevand. Spildevand skal tilsluttes forsyningens ledningsanlæg mod syd i Ingemannsvej og ledes til Slagelse Renseanlæg. Tag- og overfladevand skal ligeledes tilsluttes forsyningens ledningsanlæg mod syd i Ingemannsvej. Forinden tilslutning skal tag- og overflade vand forsinkes ned til 2 l/s/ha i henhold til Slagelse Kommunes administrationsgrundlag for forsinkelse af regnvand. Forslaget til tillæg 15 til Spildevandsplan 2024 findes i bilag 1. 

Der afholdes ikke borgermøder for dette tillæg, da lokalplanen er vedtaget

Tidsplan: Projektet er planlagt til at blive udført i 2026 efter endelig vedtagelse.

Miljøscreening: Tillæg 15 er blevet screenet i forbindelse med udarbejdelsen af tillægget. Miljøscreeningen viser at miljøpåvirkningen fra tillægget ikke er væsentlig, hvorfor der ikke er krav om udarbejdelse af en miljøvurdering jf. bilag 2. 

 

Retligt grundlag

Tillæg til spildevandsplanen udarbejdes i henhold til § 32 i Miljøbeskyttelsesloven (LBK nr. 1742 af 22. december 2025), som forpligter kommunen i at udarbejde en plan for forsvarlig håndtering og bortskaffelse af spildevand.

Spildevandsplanen er desuden udarbejdet i henhold til Spildevandsbekendtgørelsen (BEK nr. 1446 af 27. november 2025), der fastlægger de tekniske og juridiske rammer for spildevandsanlæg og tilslutning til offentlige kloakker.

Derudover skal tillægget leve op til kravene i loven om miljøvurdering af planer og programmer samt konkrete projekter (VVM) (LBK nr. 4 af 3. januar 2023), som sikrer, at miljøpåvirkningerne af projekterne vurderes grundigt, inden de igangsættes.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Når stikledningen (i.e rørledning, der forbinder ejendom med det offentlige kloaksystem) er trukket frem til grundgrænsen, er der tilslutningspligt for ejendommen i henhold til § 28, stk. 4 i miljøbeskyttelsesloven. Dette betyder, at grundejer kan forvente et påbud om at tilslutte både regnvand og spildevand til de nye stik, der bliver placeret på deres grund, ved separatkloakering.

Da tillægsområdet er fælleskloakeret skal der ikke betales tilslutningsbidrag. Det må forventes at der kommer udgifter for grundejere til evt. ledningsarbejde og forsinkelse af regnvand indenfor tillægsområdet frem til skelbrønd. 

Dette tillæg lægger ikke op til ændringer i tilslutningsbidrag. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger

 

Sagens videre forløb

Hvis forslaget til tillæg 15 til spildevandsplan 2024 vedtages, vil det blive sendt i offentlig høring i 8 uger. Efter høringen vil bemærkningerne til forslaget blive behandlet i en hvidbog. Det endelige tillæg nr. 15 til spildevandsplan 2024 vil derefter blive sendt til godkendelse i Byrådet i september 2026.

 

Sagens forløb

01/06/2026 Klima- og Miljøudvalget
At 1 og 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

12. Forslag til Lokalplantillæg nr. 1A til Lokalplan 66 for Kobæk Nørrestrand og kommuneplantillæg 24 (B)

Beslutning

At 2-3: Godkendt.

Borgermøde afholdes på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør den 17. august kl. 17.00-18.00



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Forslag til Tillæg nr. 1A til Lokalplan 66 for Kobæk Nørrestrand samt Forslag til Kommuneplantillæg nr. 24 til Kommuneplan 22 og miljøscreening skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutter, at borgermøde afholdes på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør, den 20. eller 21. august 2026 i tidsrummet mellem 17.00 og 18.00.

2. at Byrådet beslutter, at afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages.

3. at Byrådet beslutter, at Forslag til Tillæg 1A til Lokalplan 66 for Kobæk Nørrestrand med dertilhørende kommuneplantillæg nr. 24 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.

 

Sagens indhold

Tillæg nr. 1A til Lokalplan nr. 66 for Kobæk Nørrestrand er en ændring af tillæg nr. 1 til Lokalplan nr. 66 for Kobæk Nørrestrand. Lokalplanændring blev igangsat af udvalget den 03. februar 2026.

Tillæg 1A er udarbejdet på baggrund af en ansøgning om at udvide restaurant Kobæk Strand på matrikel nr. 181aø. Restaurant Kobæk, beliggende ved Kobæk Strand ved Skælskør, ønsker at udvide deres bygningsmasse med 77 m² samt etablere en 20 m² overdækket varegård.

Ejendommen er omfattet af lokalplan 66, For sommerhusområder ved Kobæk Strand samt Tillæg nr. 1 til Lokalplan 66, Nørrestrand. Tillæg nr. 1 blev i sin tid udarbejdet for at fastlægge etagearealer for de enkelte ejendomme, og derved erstatte bestemmelser om bebyggelsesprocent i lokalplan 66 for de ejendomme, som er omfattet af Tillæg nr. 1. Restaurant Kobæk er beliggende på ejendommen matr.nr. 181aø, Skælskør Overdrev, hvor der i Tillæg nr. 1 er fastlagt et etageareal for ejendommen på 100 m².

Den eksisterende bygningsmasse udgør over 300 m² og overstiger således allerede det fastlagte etageareal på 100 m².

Formålet med tillæg nr. 1A er at skabe mulighed for udvidelse af Restaurant Kobæk Strand fra eksisterende byggemulighed for matrikel nr. 181aø, Skælskør Overdrev, på 100 m² til 470 m² svarende til en byggeprocent på 50%. Tillæg nr. 1A vil samtidig lovliggøre eksisterende udvidelse.

I tillæg nr. 1A er der foretaget en justering af §4 skema over byggemuligheder. Alle ændringer er markeret med gul.

Der er udarbejdet kommuneplantillæg nr. 24 til Kommuneplan 2022 med rammebestemmelser for matr. nr. 181aø, Skælskør Overdrev, som fastsætter en bebyggelsesprocent på 50% beregnet for den enkelte ejendom.

Slagelse Kommune har screenet Tillæg nr. 1A og vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Tillæg nr. 1A er af begrænset omfang, og samlet set vurderes der ikke at forekomme væsentlig indvirkning på miljøet. Resultatet fremgår af screeningsskemaet, som er vedhæftet forslaget.

Erhvervs-, Udviklings og Landdistriktsudvalget kan vælge at imødekomme forslaget til Tillæg nr. 1A. Det vil betyde, at lokalplantillægget med tilhørende kommuneplantillæg sendes i 8 ugers offentlig høring.  

Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget kan vælge ikke at imødekomme forslaget til tillæg nr. 1A. Det vil betyde, at restaurant Kobæk Strand ikke kan udvide bygningsmassen.

 

Retligt grundlag

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter planlovens §23c. Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5. 

  

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis forslaget vedtages, fremlægges Tillæg nr. 1A til Lokalplan 66 for Kobæk Nørrestrand og Kommuneplantillæg 24 i 8 ugers offentlig høring. Grundejerforeningen orienteres særskilt om den offentlige høring.

Når den offentlige høring er afsluttet, får Byrådet Tillæg nr. 1A til Lokalplan 66 for Kobæk Nørrestrand og Kommuneplantillæg 24 til behandling igen sammen med eventuelle høringssvar med henblik på endelig vedtagelse.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Godkendt at borgermøde afholdes på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør den 17. august kl. 17.00-18.00.

 

At 2 og 3: Indstilles til Byrådets godkendelse.


15/06/2026 Økonomiudvalget
At 2 og 3: Indstilles til Byrådets godkendelse.

13. Forslag til Lokalplan 1296, Sauna ved Næsby Strand, Slagelse (B)

Beslutning

At 2-3: Godkendt.

Borgermøde afholdes på Dahlsvej 3 i Korsør den 12. august kl. 17.00-18.00.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Forslag til Lokalplan 1296, Sauna ved Næsby Strand, Slagelse skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutter, at borgermøde afholdes på Slagelse Rådhus, Rådhuspladsen 11, 4200 Slagelse den 05. eller 06. august 2026 i tidsrummet mellem 17.00 og 18.00.

2. at Byrådet beslutter, at Forslag til Lokalplan 1296, Sauna ved Næsby Strand, Slagelse vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.

3. at Byrådet beslutter, at der ikke udarbejdes miljøvurdering, idet forslaget vurderes ikke at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Sagens indhold

Planlægningen er igangsat efter anmodning fra Næsby Strand Vinterbadeforening, som ønsker udarbejdelse af en lokalplan, der giver mulighed for etablering af sauna, broanlæg og boardwalk på et offentligt udlagt parkeringsareal på Bildsøvej 136, Slagelse, ved Næsby Strand.

Området er beliggende inden for kommuneplanramme S4 Kelstrup og Næsby Strand, som er udlagt til sommerhus- og ferieboligbebyggelse.

Det daværende Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalg besluttede den 04. december 2023 at igangsætte planlægningen. Efterfølgende behandlede udvalget den 02. september 2024 en sag om ophævelse af vejareal, idet en sauna som anvendelse ikke tjener vejbrugerne. Kommunens vejmyndighed har derfor ophævet en del af vejarealet, så saunabygningen kan placeres på en selvstændig matrikel.

Vejbetjeningen sker fra Bildsøvej via eksisterende overkørsel. Lokalplanens områdeafgrænsning omfatter hele det offentligt udlagte vejareal (matr.nr. 7000e), samt en del af kyststrækningen, i alt 6.167 m².

Lokalplanen sikrer mulighed for placering af en saunabygning i tilknytning til de eksisterende toiletbygninger og fastlægger samtidig, at de øvrige arealer fortsat skal anvendes som vej- og naturareal, herunder parkerings- og rekreative opholdsarealer, samt rekreative natur- og strandarealer.

Vinterbadeforeningens projekt omfatter sauna, badebro og boardwalk. Boardwalken etableres for at sikre, at flest mulige personer kan benytte faciliteterne. Lokalplanen muliggør dette og sikrer samtidig, at fremtidige bygninger og anlæg kan placeres inden for lokalplanområdet uden at forringe eller ændre eksisterende adgange og stiforløb. Endvidere sikres det, at traktor eller andet større køretøj fortsat kan køre til stranden, hvis dette bliver nødvendigt.

I den forbindelse udlægger lokalplanen et samlet byggefelt på 151 m² til bygninger, hvis anvendelse bidrager til natur- og rekreative formål, samt til parkering og anlæg, der relaterer sig til offentligt udlagte vejarealer. Lokalplanen fastlægger, at eventuelle nye bygninger skal placeres inden for byggefeltet, og det er således ikke muligt at bygge uden for dette.

Byggefeltet strækker sig 8 meter ind i strandbeskyttelseslinjen og kan alene anvendes til sauna. Forud for udstedelse af byggetilladelse samt øvrige godkendelser og kommunale aftaler, kræver etablering af sauna dispensation fra Kystdirektoratet som er myndighed for strandbeskyttelseslinjen.

Bygninger må maksimalt opføres i én etage med en maksimal bygningshøjde på 5 meter. Tag skal udføres med ensidig taghældning på maksimalt 20 grader. Facader skal fremstå i jordfarver, herunder grå nuancer. Materialer skal være glas, træ, eternit, fiberbeton eller kompositmaterialer. Tagmaterialer kan være tagpap, metal, sedum eller solartag, som alle er materialer, der forekommer i nærområdet.

Lokalplanen sikrer desuden, at bygninger og udearealer kan udføres tilgængelige for alle, samt at strandengsarealer og strand fastholdes til natur- og rekreativ anvendelse. Endvidere fastholdes det eksisterende parkeringsområde.

Der er ikke gennemført en miljøvurdering af planforslaget, da projektets samlede omfang og indhold vurderes ikke at kunne medføre væsentlige miljøpåvirkninger, jf. miljøvurderingsloven.

Lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommuneplanens ramme S4, herunder bestemmelser om anvendelse samt bebyggelses- og anlægsomfang.

Administrationen anbefaler, at lokalplanforslaget vedtages, idet formålet med lokalplanen er at skabe grundlag for bygge- og anlægsarbejde, der styrker friluftsliv, sundhed og rekreative muligheder for borgere og besøgende, samtidig med at der tages hensyn til landskab, natur og naboer.

Fremtidige bygninger kan alene placeres i tilknytning til de eksisterende bygninger inden for det afgrænsede byggefelt. Øvrige arealer udlægges til parkering, ophold og rekreativ anvendelse, og der ændres ikke på områdets udformning, beplantning mv. således, at eventuelle nye bygninger sikrer en god landskabelig tilpasning og minimal visuel påvirkning af området.

 

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Lokalplanen medfører ikke handlepligt og/eller kommunale anlægsudgifter. Vinterbaderforeningen står selv for omkostninger, etablering, drift mv.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis Forslag til Lokalplan 1296 vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring, vil Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget og Byrådet på et senere møde blive forelagt sagen igen med henblik på endelig vedtagelse af Lokalplan 1296.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Godkendt at borgermøde afholdes på Dahlsvej 3 i Korsør den 12.  august kl. 17.00-18.00.

 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

 

At 3: Godkendt.

14. Forslag til lokalplan 1309 Inter Terminals A/S, Gulfhavn Oil Terminal Stigsnæs samt Kommuneplantillæg nr. 14 til Kommuneplan 2022 og tilhørende miljøvurdering (B)

Beslutning

At 2: Godkendt.

For stemte 26: (V), (A), (F), (L), (B), (C), (O), (Æ) og (I)

1 undlod at stemme: (Ø)

Borgermøde afholdes på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør den 17. august kl. 18.00-19.00.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Inter Terminals ønsker lokalplan for såvel nye som eksisterende aktiviteter i området. Planforslaget skal ifølge planloven sendes i offentlig høring.

Byrådet skal på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget samt Økonomiudvalget beslutte, om forslag til Lokalplan 1309 Inter Terminals A/S, Gulfhavn Oil Terminal, Stigsnæs samt Kommuneplantillæg nr. 14 og tilhørende miljøvurdering skal vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutter, at der afholdes borgermøde om planforslagene den 17. eller 19. august på Skælskør Bibliotek i tidsrummet 17.00 - 18.00.

2. at Byrådet beslutter, at Forslag til Lokalplan 1309 Inter Terminals A/S, Gulfhavn Oil Terminal, Stigsnæs med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 14 samt miljøvurdering vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.

 

Sagens indhold

Planlægningen skal give mulighed for at etablere en fabrik til grønt brændstof med deraf følgende trafik, vandforbrug og spildevand. Derudover for et solcelleanlæg med tilknyttet batterianlæg. Det tidligere Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalg besluttede den 31. marts 2025 at igangsætte den nødvendige planlægning.

Den nuværende lokalplan for en tredjedel af arealet giver mulighed for oplag af kul. Denne mulighed er ikke blevet udnyttet, og arealet er i dag hovedsageligt bebygget med lagertanke fra tidligere olieindustri. Inter Terminals opbevarer og laster i dag oliebaseret brændstof, biobrændstof og forskellige stoffer blandt andet til den kemiske industri.

Der er på hele arealet mulighed for,  som hidtil, at opbevare blandt andet brændstof i de eksisterende lagertanke.

I kommuneplanen er det samlede erhvervsområde udlagt til virksomheder med særlige beliggenhedskrav. Ønsket om etablering af solceller og batterianlæg kræver en ændring af kommuneplanen. Derfor er der også udarbejdet forslag til kommuneplantillæg.

Ansøger og administrationen har vurderet, at planerne er omfattet af reglerne om miljøvurdering af planer og programmer. Der er derfor også udarbejdet forslag til miljøvurdering af planerne.

Lokalplanens væsentligste konsekvenser er:

Produktion af grønt brændstof
Den kommende lokalplan giver mulighed for en fabrik, der fremstiller grønne alternativer, fx bio-diesel, bio-etanol eller brint.

Produktion af grøn elektricitet
Den kommende lokalplan giver mulighed for et solcelleanlæg på terræn og et tilhørende batterianlæg, der kan opbevare (dele af) den producerede el til det tidspunkt, der er brug for den. Der er ikke tale om en virksomhed med særlige beliggenhedskrav, men omvendt vil aktiviteten heller ikke give væsentlige begrænsninger for de øvrige, mulige aktiviteter i området.

Afsætning af grønt brændstof og truck-load
Lokalplanen giver mulighed for såkaldt truck-load, hvor blandt andet det grønne brændstof kan lastes på lastbiler og køres til andre steder i landet, hvor der er afsætningsmuligheder typisk til erhvervsmæssig eller privat transport. Der vil også blive tale om lastning og lodsning af andre stoffer fra de eksisterende lagertanke hos Inter Terminals.

Afsætning af grøn el
Den producerede el kan med fordel bruges af lokale virksomheder og vil ellers blive sendt ud på det fælles elnet. Begge dele vil bidrage til den grønne omstilling og målene i klimaplanen for eksempel at øge mængden af lokalt produceret vedvarende energi i et omfang, der vil gøre Slagelse Kommune selvforsynende med vedvarende energi.

Vandforbrug, spildevand og trafik
Produktion af grønt brændstof har et stort vandforbrug. Det er nødvendigt at opsamle regnvand til dette formål, da der ikke kan forventes tilladelse til at anvende grundvand. Indvindingstilladelsen til det lokale, private vandværk Stigsnæs Vandindvinding I/S udløber august 2026.

Produktionen af grønt brændstof vil afstedkomme en større mængde spildevand, som sandsynligvis skal renses hos nabovirksomheden Industrial Water Solutions (IWS). Miljøgodkendelsen for IWS er under revurdering hos Miljøstyrelsen, og det er derfor uafklaret, hvilke betingelser virksomheden får fremadrettet.

Produktion af grønt brændstof og den nævnte truck-load vil medføre øget lastbiltrafik primært på hverdage med 120 ture i døgnet. En del af denne trafik vil passere igennem Eggeslevmagle og Lundforlund. Der vil dog være tale om en procentvis lille øgning af trafikken på Sorø Landevej, Næstved Landevej og Stigsnæs Landevej (se miljøvurderingens afsnit 7.2.3).

 

Retligt grundlag

Lokalplaner udarbejdes på baggrund af planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg udarbejdes på baggrund af planlovens kapitel 4.
Miljøvurdering af planerne udarbejdes på baggrund af Bekendtgørelse om Miljøvurdering af Planer og Programmer... kapitel 5.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Det er Miljøstyrelsen, der er miljømyndighed for virksomheden Inter Terminals. Det betyder, at ændringer i virksomhedens aktiviteter skal godkendes af miljøstyrelsen. Det gælder både i forhold til miljøbeskyttelsesloven (miljøgodkendelse) og miljøvurderingsloven (miljøkonsekvensvurdering af konkrete projekter).

Hvis andre virksomheder etablerer sig i området, vil det afhænge af virksomhedstypen, om Slagelse Kommune eller Miljøstyrelsen er miljømyndighed. Det gælder for eksempel, hvis en anden virksomhed etablerer den muliggjorte e-fuel-fabrik eller solcelleanlægget med batterianlæg. Sidstnævnte kræver ikke miljøgodkendelse, men skal som minimum screenes for miljøkonsekvensvurdering af Slagelse Kommune. Hvis det bliver nødvendigt at gennemføre en egentlig miljøkonsekvensvurdering, vil denne blive forelagt Økonomiudvalget og Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget til orientering.

 

Sagens videre forløb

Når planforslagene har været i offentlig høring, vil administrationen samle de modtagne bemærkninger i en hvidbog. Planforslagene og miljøvurderingen vil i nødvendigt omfang blive rettet til og forelagt til endelig godkendelse på Byrådet. Dette forventes at ske november eller december 2026. Større ændringer vil kræve fornyet, offentlig høring.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Godkendt at der afholdes borgermøde på Skælskør Bibliotek, Vestergade 4, 4230 Skælskør den 17. august kl. 18.00-19.00.

 

 

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.
15/06/2026 Økonomiudvalget
At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse.

15. Forslag til Lokalplan 1314 - Senioregnede boliger ved Bernstensgade i Korsør, samt kommuneplantillæg nr. 20 (B)

Beslutning

At 2 og 3: Godkendt.

(Ø) stemte imod.

Byrådet bemærker, at der i området er delvist separatkloakeret og fælleskloakeret. Der fremsættes i september (efteråret) på Klima- og Miljøudvalgets møde et forslag til spildevandsplantillæg for biblioteksgrunden, der planlægger området separatkloakeret. I praksis ledes regnvandet fra grunden herefter på SK Forsynings regnvandsledning i området, mens spildevandet ledes på SK Forsynings fælleskloakledning i området.

Borgermøde afholdes på Dahlsvej 3 i Korsør den 12.  august kl. 18.00-19.00



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

BY

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Forslag til Lokalplan 1314 - Senioregnede boliger ved Bernstensgade (samt forslag til tillæg nr. 20 i Kommuneplan 2022) og miljøscreening, skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring. 

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan- og Erhverv indstiller:

1. at Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutter, at borgermøde afholdes på Dahlsvej 3 i Korsør den 12. eller 13. august 2026 i tidsrummet mellem kl. 17.00 og 18.00.

 2. at Byrådet beslutter, at afgørelsen om at ikke miljøvurdere planforslaget vedtages.

3. at Byrådet beslutter, at Forslag til Lokalplan 1314 - Senioregnede boliger ved Bernstensgade (samt forslag til tillæg nr. 20 i Kommuneplan 2022) og miljøscreening, vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.

 

Sagens indhold

Den 01. december 2025 besluttede Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget at igangsætte udarbejdelsen af en lokalplan for opførelse af senioregnede boliger ved Bernstensgade i Korsør (bilag 3).

Lokalplanarbejdet udspringer af en tidligere sag behandlet i Økonomiudvalget (20. oktober 2025), hvor det blev besluttet at flytte Korsør Bibliotek til bygningerne ved Korsør Kulturhus, at undersøge forurening på grunden, samt at godkende Bolig Korsørs foreløbige idéoplæg med henblik på at modtage en lokalplananmodning for et seniorbofællesskab på den tidligere biblioteksgrund. Samtidig blev det besluttet, at projektet skulle være i overensstemmelse med principperne og visionerne i Udviklingsplan Korsør.

Der er nu udarbejdet et forslag til Lokalplan 1314 – Senioregnede boliger ved Bernstensgade (bilag 1). Samlet set vurderes det, at lokalplanforslaget understøtter intentionerne i Udviklingsplan Korsør, og at projektet vil bidrage positivt til den samlede udvikling af Halsskov. Forslaget imødekommer desuden en efterspørgsel på blandede boformer og er i tråd med Slagelse Kommunes Boligpolitik.

Administrationen anbefaler derfor, at lokalplanforslaget vedtages og sendes i 8 ugers offentlig høring.

Lokalplan 1314
Lokalplanen fastlægger rammerne for opførelse af op til 42 boliger i varierede størrelser, fordelt på etageboligbebyggelse i 2–3 boligetager samt tæt-lav boligbebyggelse i form af rækkehuse. Den etageboligbebyggelse, der vender mod Revvej, opføres med en fælles tagterrasse for beboerne. I det østlige byggefelt etableres et fælleshus i stueetagen, som placerer sig i sammenhæng med det centrale fælles friareal og Torvet.

For at belyse skyggepåvirkningen fra etagebebyggelsen er der udarbejdet et skyggediagram (bilag 5 i lokalplanen), som viser, at der vil være sol på friarealer samt terrasser og altaner det meste af dagen.

Bebyggelsen opføres primært med saddeltage for at være i arkitektonisk overensstemmelse med de dominerende tagformer i området. For rækkehusbebyggelsen gives der dog mulighed for ensidig taghældning. Facaderne skal have varierede udtryk og udføres i en kombination af lette materialer (f.eks. træbeklædning) og tunge materialer (f.eks. tegl). Fælleshuset skal fremstå arkitektonisk anderledes end boligbebyggelsen og opføres med et øget glasareal, så det signalerer åbenhed og tilgængelighed.

Parkering placeres i områdets nordlige og sydlige ende med vejadgang fra henholdsvis Bernstensgade og Revvej. Der etableres 1 parkeringsplads pr. bolig samt udlægges areal til yderligere 0,5 parkeringsplads pr. bolig.

Der planlægges stiforbindelser på tværs af området, som understøtter de eksisterende forbindelser til Byparken, Torvet, Halsskovvej og Strandvejen. Den eksisterende sti fra Revvej til Halsskovvej med formidlingsskilte om områdets historiske udvikling bevares.

Det centrale friareal udformes som et grønt opholdsareal til brug for beboere og deres gæster. Beplantningen skal være åben, og i alt 4 eksisterende træer ønskes bevaret, jf. arealanvendelseskortet. Der er udarbejdet beplantningsprincipper (bilag 4 i lokalplanen), som angiver ønsket udtryk og artsvalg under hensyntagen til jordbundsforhold og områdets funktion. Beplantningen opdeles i tre principper: høj, åben og lav beplantning.

Regnvand håndteres primært på det fælles friareal samt foran rækkehusene langs den sydlige parkeringsplads. Bygherre har udarbejdet en samlet vandhåndteringsplan for området (bilag 2), og løsningerne er indarbejdet i illustrationsplanen.

I forbindelse med lokalplanforslaget er der gennemført en miljøscreening. På baggrund heraf vurderes det, at projektet ikke vil medføre væsentlige miljøpåvirkninger, og at der derfor ikke er krav om udarbejdelse af en miljøvurdering.

Kommuneplantillæg nr. 20
Da Lokalplan 1314 ikke er i overensstemmelse med kommuneplanens rammebestemmelser for rammeområderne 2.3C2 (Halsskov Bymidte) og 2.3B25 (Gammel Baneterræn/Bypark) vedrørende maksimal bygningshøjde, etageantal og bebyggelsesprocent for tæt-lav boligbebyggelse, er der udarbejdet et kommuneplantillæg.

Kommuneplantillægget muliggør, at der for etageboligbebyggelse kan opføres op til 3 boligetager samt yderligere 1 etage til tagterrasse og depot/teknik, med en maksimal bygningshøjde på 13,5 m. For tæt-lav boligbebyggelse fastsættes en maksimal bebyggelsesprocent på 50 %, samt en maksimal bygningshøjde på 9,5 m i op til 2 etager.

Projektet er disponeret med et stort fælles friareal centralt i området, herunder regnvandsopsamling, samt en fælles tagterrasse, hvilket nødvendiggør en øget bygningshøjde og etageantal. Samtidig er det et mål at realisere i alt 42 boliger, hvilket medfører en forhøjelse af bebyggelsesprocenten for rækkehusbebyggelsen fra 40 % til 50 %. Samlet vurderes det, at ændringerne i rammebestemmelserne sikrer det bedst mulige og mest robuste projekt.

 

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter planlovens kapitel 5.

Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger. 

 

Sagens videre forløb

Hvis lokalplanforslaget sendes i offentlig høring, vil Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget og Byrådet blive forelagt en endelig lokalplan efter høringsperiodens udløb.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1:Godkendt at borgermøde afholdes på Dahlsvej 3 i Korsør den 12.  august kl. 18.00-19.00.

 

At 2 og 3: Indstilles til Byrådets godkendelse.
15/06/2026 Økonomiudvalget
At 2-3: Indstilles til Byrådets godkendelse.

16. Genoptaget sag - Forslag til Lokalplan 1316 for blandet boligområde i nordøstlig del af Sørbymagle samt Kommuneplantillæg nr.22 til Kommuneplan 2022 og tilhørende miljøscreening (B)

Beslutning

(Æ) stillede følgende ændringsforslag til ”at 2”:

”At lokalplanen udsættes, indtil der foreligger en miljøvurdering og at Byrådet beslutter, at der skal foretages en miljøvurdering af planforslaget.”

For stemte 6: (Æ), (Ø) og (O)

Imod stemte 20: (V), (A), (F), (L), (C) og (I)

1 undlod at stemme: (B)

Ændringsforslaget bortfaldt

 

At 2: Godkendt med nedenstående ændringer i nyt forslag til lokalplan, jf. bilag 3:

  • §1.7 fokus på ældre beboere og børnefamilier
  • §5.6 krav til bredde, belægning og belysning af stier, hvor sætningen ”Alle stier oplyses” ændres til ”Stier nær bebyggelse oplyses”.
  • §5.15 krav om fortove langs veje
  • §7.9 krav om varierende boligstørrelser.
  • §9.11 fokus på fælles friarealer og aktiviteter for ældre beboere.
  • §10.2 krav til betingelser for ibrugtagning ændres til den oprindelige formulering i bilag 1 §10.2.

At 3: Godkendt med bemærkning om at sende miljøscreening og ikke miljøvurdering i offentlig høring.

For At 2 og At 3 stemte 21: (V), (A), (F), (L), (B), (C) og (I)

Imod At 2 og At 3 stemte 6: (Æ), (Ø) og (O)



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet 

 

Beslutningstema

Baggrunden for lokalplanforslaget er et projekt med op til 93 nye boliger i Sørbymagle, fordelt på op til 14 dobbelthuse (med 2 boliger pr. dobbelthus), 42 rækkehuse og 23 parceller til enfamiliehuse. Lokalplanområdet ligger i direkte forlængelse og forbindelse med eksisterende boligkvarterer. Beliggende lidt nord for Hvilbjerg skole, med stiforbindelse til skole og institutioner.

Lokalplanen imødekommer det stigende behov for mindre boliger, i Sørbymagle.

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget beslutte, om Forslag til Lokalplan 1316 for blandet boligområde i nordøstlige del af Sørbymagle samt kommuneplantillæg nr. 22 og miljøscreening, skal vedtages og fremlægges i 8 ugers offentlig høring.

 

Indstilling

Chefen for Teknik, Plan og Erhverv indstiller,

1. at Udvalget beslutter, at borgermøde afholdes på Sørbymagle forsamlingshus den 5. eller 6. august 2026 i tidsrummet mellem 17.00 og 18.00.

2. at Byrådet beslutter, at afgørelsen om ikke at miljøvurdere planforslaget vedtages.

3. at Byrådet beslutter, at Forslag til Lokalplan 1316 for blandet boligområde i nordøstlige del af Sørbymagle med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 22 samt miljøvurdering vedtages til fremlæggelse i 8 ugers offentlig høring.

 

Sagens indhold

Sagen har tidligere været forelagt Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget d. 2. juni 2026 punkt 13. Sagen blev udsat med henblik på, at der skal tilføjes en række tilføjelser og ændringer til lokalplanens bestemmelser, herunder fokus på ældre beboere og børnefamilier, fortove og stier, varierende boligstørrelser, og fælles friarealer som er attraktive og tilgængelige til ældre beboere. Oplysningerne fremgår nederst under administrativ bemærkning.

Anmodningen om opstart af lokalplanen er godkendt i Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget 03. februar 2026.

Lokalplanområdet er beliggende i det norøstlige Sørbymagle direkte op af eksisterende boligkvarter og tæt på skole og daginstitutioner. Der planlægges for 93 nye boligenheder i Sørbymagle fordelt på op til 14 dobbelthuse (med 2 boliger pr. dobbelthus), 42 rækkehuse og 23 parceller til enfamiliehuse. Lokalplanområdet vil indeholde areal til både bebyggelse og rekreative områder.

Projektet imødekommer det stigende behov for mindre boliger, i Sørbymagle som også er fremhævet i dialogen med lokale borgere.

 

Lokalplanen erstatter eksisterende lokalplan 1168 fra 2016 som aldrig er blevet udnyttet. Den nye lokalplan for området muliggør flere boliger indenfor området, samt en ny boligtypologi i form af dobbelthuse.

Trafikafvikling og stiforbindelse til skole mv.

Området har stiforbindelse med Hvilbjerg skolen, Sørbyhallen og daginstitutioner der er beliggende ca. 150 m syd for lokalplanområdet.

Området vejbetjenes fra Ringvejen, der er omfartsvejen og under udbygning, nord for Sørbymagle. Således er det muligt, at en del trafik til området ledes uden om Sørbymagle bymidte og byens øvrige villakvarterer. 

Området består af en gennemgående stamvej med dobbelthuse, en løkke i nord med enfamiliehuse og en løkke i syd med rækkehuse.

Regnvandshåndteringsplan (bilag 2) og kloakering

Området separatkloakeres således, at spildevand og regnvand håndteres hver for sig. Regnvand håndteres lokalt indenfor området, hvor det bliver opsamlet i vådområder. Vådområderne er naturlige eksisterende lavninger, hvorfra regnvandet nedsives. 

Nærtliggende gylletank og jordvold

På nabomatriklen, 50 meter fra planlagt beboelse i lokalplanområdet, er der en fungerende gylletank. Det er dog lovligt, at opføre bebyggelse nær en gylletank, så lange der er 50 meter til bebyggelsen, og det mellemliggende areal er udlagt til landzone. Begge dele vil med lokalplanen og tilknyttede kommuneplantillæg være opfyldt. Der planlægges for en jordvold indenfor lokalplanområdet der visuelt afskærmer mod gylletanken.

Lokalplanen er i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer for byudvikling, herunder varieret boligudbud, regnvandshåndtering som rekreativt element, tilgængelighed til nærområdet og etablering af større sammenhængende fælles friarealer. I forbindelse med lokalplanen er der dog udarbejdet et kommuneplantillæg som overfører et tidligere rekreativt areal til boligformål.

Handlemuligheder

A.  Byrådet kan vælge at vedtage Forslag til Lokalplan 1316 - for blandet boligområde i  nordøstlige del af Sørbymagle - med tilhørende Kommuneplantillæg nr. 22 til Slagelse  Kommuneplan 2022 og dermed sende det i 8 ugers offentlig høring. Derved opfyldes Planlovens formål om at skabe debat omkring planforslaget, hvilket er en forudsætning for at  kunne vedtage planen endeligt.

B.  Byrådet kan vælge at forkaste planforslaget. I dette tilfælde vil konsekvensen være, at der ikke bliver etableret et nyt plangrundlag. Dette vil betyde, at projektet der ligger til grund for  lokalplanen, med op til 70 nye tæt-lav boliger og op til nye 23 åben-lav parceller i Sørbymagle, ikke kan realiseres.

C. Byrådet kan vælge at foretage mindre justeringer af planforslaget inden vedtagelsen om at  fremlægge planforslaget i 8 ugers offentlig høring.

Administrationen anbefaler, at godkende forslaget til lokalplan 1316 for blandet boligområde i nordøstlig del af Sørbymagle samt Kommuneplantillæg nr. 22 for, at muliggøre ny bebyggelse, herunder imødekomme behov for flere mindre boliger i Sørbymagle.

 

Retligt grundlag

Lokalplaner tilvejebringes efter Planlovens kapitel 5.
Kommuneplantillæg tilvejebringes efter Planlovens § 23c.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Hvis lokalplanforslaget vedtages, vil Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget samt
Byrådet på et senere møde blive forelagt en endelig vedtagelse af lokalplanen. Byrådet forventes i så fald at skulle tage endelig stilling til planens vedtagelse på byrådsmødet 27. oktober 2026.

______________________________________________________________________________

Administrativ bemærkning pr. 4. juni 2026

Ændringerne i bestemmelserne til forslaget til lokalplan 1316 fremgår af vedhæftede bilag 3 hvor de er markeret med gul.

Vedrørende indstilling 1 foreslår administrationen, at borgermøde afholdes på Sørbymagle forsamlingshus den 19. august 2026 i tidsrummet mellem 17.00 og 18.00.

Sagens forløb

02/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

Sagen genoptages på et ekstraordinært møde forud for Byrådsmødet den 24. juni 2026 kl. 17.00.

Administrationen udarbejder forslag til justeringer i forhold til de faldne bemærkninger.


09/06/2026 Erhvervs-, Udviklings- og Landdistriktsudvalget

At 1: Godkendt, at borgermøde afholdes den 19. august kl. 17.00-18.00.

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse, idet udvalget beslutter ændringerne i nyt forslag til lokalplan, jf. bilag 3,:

  • §1.7 fokus på ældre beboer og børnefamilier
  • §5.6 krav til bredde, belægning og belysning af stier, hvor sætningen ”Alle stier oplyses” ændres til ”Stier nær bebyggelse oplyses”.
  • §5.15 krav om fortove langs veje
  • §7.9 krav om varierende boligstørrelser.
  • §9.11 fokus på fælles friarealer og aktiviteter for ældre beboere.
  • §10.2 krav til betingelser for ibrugtagning ændres til den oprindelige formulering i bilag 1 §10.2.

 

At 3: Indstilles til Byrådets godkendelse med bemærkning om at sende miljøscreening og ikke miljøvurdering til offentlig høring.



Fraværende: Henrik Brodersen
15/06/2026 Økonomiudvalget

At 2: Indstilles til Byrådets godkendelse, med nedenstående ændringer i nyt forslag til lokalplan, jf. bilag 3:

  • §1.7 fokus på ældre beboere og børnefamilier
  • §5.6 krav til bredde, belægning og belysning af stier, hvor sætningen ”Alle stier oplyses” ændres til ”Stier nær bebyggelse oplyses”.
  • §5.15 krav om fortove langs veje
  • §7.9 krav om varierende boligstørrelser.
  • §9.11 fokus på fælles friarealer og aktiviteter for ældre beboere.
  • §10.2 krav til betingelser for ibrugtagning ændres til den oprindelige formulering i bilag 1 §10.2.

At 3: Indstilles til Byrådets godkendelse med bemærkning om at sende miljøscreening og ikke miljøvurdering i offentlig høring.


17. Valg af medlemmer til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning (B)

Beslutning

At 1: Byrådet godkendte følgende kandidater til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning:

Fra oplysningsforbund (aftenskoler) indstilles Helle Jacobsen og Sabine Skou Gøtterup som medlemmer.

Kirsten Ærø og Annia Meline Brogaard indstilles som hhv. 1. og 2. stedfortrædere.

Fra godkendte idrætsforeninger indstilles Mark Kristensen og Hans-Jørgen Bruno Hansen som medlemmer. Erik Nygaard og Pernille Aude indstilles som hhv. 1. og 2. stedfortrædere.

Fra lokale handicapforeninger indstilles Per Stoltz Bech som medlem.

Fra øvrige godkendte foreninger/organisationer indstilles Jacob Berger Frederiksen som medlem.

Fra de selvorganiserede grupper indstilles Joan Høj Jacobsen som medlem.

Fra Slagelse Talent og Elite (klubberne) indstilles Anders Bille som medlem.

Jf. retningslinjerne for udpegning vil administrationen lave et suppleringsvalg ift. udpegning af en repræsentant fra hhv. Slagelse Kommunale Elevråd og Børne- og Ungdomskorps.



Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet kan på baggrund af indstilling fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vælge de kandidater, der skal repræsentere foreningslivet i Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning for perioden 2026–2029.

 

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at Byrådet godkender de af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget indstillede kandidater til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning.

 

Sagens indhold

Byrådet har på baggrund af indstilling fra Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttet at nedsætte et nyt §35, stk. 2-udvalg med navnet Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning.

Beslutningen udspringer dels af lovkravet om, at kommuner efter et kommunalvalg skal nedsætte et rådgivende udvalg på folkeoplysningsområdet, dels af byrådets konstitueringsaftale, hvor der er lagt vægt på øget brugerinddragelse og en modernisering af folkeoplysningsområdet.

Forummet skal fungere som et dialog- og samarbejdsforum mellem Slagelse Kommune og aktører inden for idræt, aftenskoler, børne- og ungeorganisationer, handicaporganisationer, selvorganiserede grupper samt unge, suppleret med politiske repræsentanter.

Oplægget til forummets formål, sammensætning og virkeperiode (2026–2029) har været i høring hos det nuværende Folkeoplysningsudvalg forud for byrådets endelige beslutning.

Næste skridt i processen er udvælgelse og udpegning af medlemmer til forummet på baggrund af ønskede kriterier for bredde, mangfoldighed og repræsentativitet.

Efter at Byrådet den 28. april 2026 pkt. 15 godkendte §35, stk. 2-udvalgets fremtidige titel, kompetenceniveau, vedtægter og retningsliner for valg, har administrationen udsendt materiale og opfordring til at melde sig som kandidat. 

I forbindelse med indkaldelse af kandidater til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning er der anvendt en bred vifte af kommunikationskanaler med henblik på at sikre størst mulig rækkevidde og synlighed.

Information er formidlet blandt andet via Radio SLR og Radio Storebælt, samt gennem digitale platforme som Winkas, Fritidsafdelingens nyhedsbrev og Facebook.

Herudover er der anvendt fysiske og visuelle informationskanaler såsom infotavler/pyloner, halsskærme samt opslag relevante steder i kommunen. Samlet set er der således arbejdet med både digitale, trykte og lokale mediekanaler for at nå ud til et bredt udsnit af foreningslivet og potentielle kandidater.

Muligheden for at opstille som kandidat til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning udløb den 25. maj 2025. Der er i alt opstillet 26 kandidater til forummet. 5 af de opstillede kandidater lever ikke op til kravene i vedtægter og retningslinjer for valget. Hvorfor disse ikke er medtaget i Bilag 1.

I kategorien "Børne- og Ungdomskorps" (spejdere) er der ikke indkommet nogen forslag til kandidater. Ifølge retningslinjerne for valg til forummet er det anført at såfremt en kategori ikke modtager kandidatvalg, gennemfører administrationen i Center for Kultur, Fritid og Borgerservice et suppleringsvalg. Administrationen vil igangsætte suppleringsvalget når Byrådet har haft lejlighed til at godkende de indstillede kandidater.

Hvad angår medlemmet fra "Slagelse Kommunale Elevråd" vil vedkommende blive udpeget når der ca. 1. september 2026 er nyvalg til elevrådet. I øjeblikket ligger elevrådets arbejde stille på grund af den forestående eksamensperiode. 

Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget kan indstille følgende antal kandidater til Byrådets beslutning:

  • 2 medlemmer indstillet af oplysningsforbund (aftenskoler) + 2 stedfortrædere
  • 2 medlemmer indstillet af godkendte idrætsforeninger + 2 stedfortrædere
  • 1 medlem indstillet af lokale handicapforeninger
  • 1 medlem indstillet af øvrige godkendte foreninger/organisationer
  • 1 medlem indstillet/udpeget blandt de selvorganiserede grupper
  • 1 medlem indstillet af Slagelse Talent og Elite (klubberne)

Af Bilag 1 fremgår det, at ikke alle kategorier har tilstrækkelige antal indstillede kandidater, så der kan vælges en stedfortræder. Administrationen vil også i disse tilfælde afholde suppleringsvalg jfr. de vedtagne retningslinjer for valg til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning.

I Bilag 2-7 Kandidatliste, fremgår de enkelte kandidaters indstillinger.

 

Retligt grundlag

Nedsættelsen af Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning sker med hjemmel i folkeoplysningslovens § 35, stk. 2, som pålægger kommunalbestyrelsen at nedsætte et rådgivende udvalg til inddragelse i forhold af generel betydning for folkeoplysningsområdet.

Forummet har rådgivende funktion med høj beslutningskompetence, og kommunalbestyrelsen fastlægger forummets sammensætning og virke med henblik på at sikre bred og repræsentativ brugerinddragelse.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

 

Sagens videre forløb

Efter gennemført suppleringsvalg til de ubesatte poster, vil Byrådet samt Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget få forelagt en orienteringssag om valgte kandidater til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning 2026-2029. 

Sagens forløb

03/06/2026 Kultur-, Fritids-, Turismeudvalget

At 1: Et enigt udvalg indstillede følgende kandidater til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning:

 

Fra oplysningsforbund (aftenskoler) indstilles Helle Jacobsen og Sabine Skou Gøtterup som medlemmer.

Kirsten Ærø og Annia Meline Brogaard indstilles som hhv. 1. og 2. stedfortrædere.

Fra godkendte idrætsforeninger indstilles Mark Kristensen og Hans-Jørgen Bruno Hansen som medlemmer.

Erik Nygaard og Pernille Aude indstilles som hhv. 1. og 2. stedfortrædere.

 

Fra lokale handicapforeninger indstilles Per Stoltz Bech som medlem.


Fra øvrige godkendte foreninger/organisationer indstilles Jacob Berger Frederiksen som medlem.


Fra de selvorganiserede grupper indstilles Joan Høj Jacobsen som medlem.


Fra Slagelse Talent og Elite (klubberne) indstilles Anders Bille som medlem.

 

Jf. retningslinjerne for udpegning vil administrationen lave et suppleringsvalg ift. udpegning af en repræsentant fra hhv. Slagelse Kommunale Elevråd og Børne- og Ungdomskorps.


18. Udpegning til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning (B)

Beslutning

At 1: Marlene Bilenberg og Nicki Ottevig blev udpeget.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet.

Beslutningstema

Byrådet skal udpege to byrådsmedlemmer, som skal være medlem af Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning.

Indstilling

Den konstituerede chef for Kultur, Fritid og Borgerservice indstiller,

1. at  Byrådet udpeger to medlemmer blandt Byrådets midte til Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning.

Sagens indhold

Byrådet har den 28. april 2026 pkt. 15 besluttet, at der skal nedsættes et Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning. 

Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning fungerer som et dialog- og rådgivende forum mellem foreningslivet og kommunen vedrørende udviklingen af folkeoplysningsområdet.

På samme møde godkendte Byrådet model B hvad angår vedtægterne for Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning, hvori det fremgår, at Byrådet skal være repræsenteret med to medlemmer.

Udpegningen har virkning for Byrådets funktionsperiode. Det bemærkes dog, at da udpegningen først afholdes i juni måned, får udpegningen først virkning fra 1. juli 2026 til 31. december 2029.   

Retligt grundlag

Vedtægter for Forum for Foreningsliv og Folkeoplysning i Slagelse Kommune 2026-2029.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

19. Udpegning til Slagelse Kommunale Gymnasiums Legatfond (B)

Beslutning

At 1: Borgmester Knud Vincents blev udpeget.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Byrådet kan beslutte at udpege en byrådsmedlem til bestyrelsen for Slagelse Kommunale Gymnasiums Legatfond med henblik på at en fuldtallig bestyrelse opnår adgang til at disponere over fondens midler, uddele de resterende midler og muliggøre fondens nedlæggelse.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet udpeger ét medlem til Slagelse Kommunale Gymnasiums Legatfond.


Sagens indhold

Legatfonden har gennem en årrække været uden reel aktivitet, blandt andet fordi det ikke har været muligt at opnå adgang til fondens midler. På den baggrund besluttede fondens bestyrelse i på bestyrelsesmøde den 2. maj 2023, at fonden skulle nedlægges.

Arbejdet med at nedlægge fonden gik imidlertid i stå i slutningen af 2023 i forbindelse med, at økonomichefen på Slagelse Gymnasium fratrådte, hvilket har medført, at processen ikke blev færdiggjort.

Det følger af fondens vedtægter, at beslutning om nedlæggelse skal træffes af en beslutningsdygtig bestyrelse. Der er derfor behov for, at Byrådet udpeger et medlem til bestyrelsen, så denne kan fungere og gennemføre nedlæggelsen.

Byrådet godkendte den 14. december 2020, at vedtægternes § 8 kan ændres, således at legatfonden kan nedlægges uden, at Byrådet modtager fondens midler. Beslutningen blev truffet under hensyn til de konkrete forhold, herunder at der på tidspunktet, ikke længere var adgang til fondens konto, og at midlerne derfor ikke kunne disponeres. Ydermere er det en forudsætning for Civilstyrelsens godkendelse af fondens nedlæggelse, at de resterende midler vil blive uddelt i overensstemmelse med fondens formål - at støtte ubemidlede studerende fra Slagelse Kommunale Gymnasium.

Det er nu forventningen, at en ny konstitueret bestyrelse vil kunne opnå adgang til midlerne og disponere herover. Det forventes, at alle fondens midler vil være uddelt til studerende inden sommeren 2027, hvorefter fonden endeligt vil kunne nedlægges.

Udpegningen af et byrådsmedlem skal således sikre, at der er et tilstrækkeligt grundlag for, at fondens bestyrelse kan uddele de resterende midler og træffe beslutning om nedlæggelse i overensstemmelse med gældende vedtægter og Byrådets tidligere beslutning.

Begge dele er vedhæftet som bilag 1 og 2.

 

Retligt grundlag

Vedtægter for Slagelse Gymnasiums Legatfond fra 1949.

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.

20. Lukket: Ekspropriation - Cykelsti på Valbyvej (B)
Denne sag er desværre lukket for offentligheden.

21. Godkendelse af referat (B)

Beslutning

At 1: Godkendt.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende referatet.

 

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet godkender referatet.

22. Udpegning til Slagelse Kulturråd (B)

Beslutning

At 1: Troels Brandt (B) blev udpeget.

Afbud: Josh Bjørkman, Unnie L. B. Oldenburg, Ali Yavuz, Sofie Janning

Kompetence

Byrådet.

 

Beslutningstema

Det kommunalt udpegede medlem af Slagelse Kulturråd, Jess Haupt, har meddelt, at han ønsker at udtræde. På den baggrund kan Byrådet udpege et nyt medlem til rådet.

Indstilling

Kommunaldirektøren indstiller,

1. at Byrådet udpeger et medlem til Slagelse Kulturråd.

 

Sagens indhold

Slagelse Kulturråd har til formål at samle kulturelt engagerede foreninger, interessegrupper og
enkeltpersoner under én fælles kulturel ramme. Rådet kan stå for kulturelle arrangementer og
bidrage til at inspirere nye kulturelle initiativer i Slagelse Kommune.

Bestyrelsen består af mellem fem og syv personer samt én person udpeget af Slagelse Kommune.

Den kommunalt udpegede person behøver ikke være medlem af Byrådet.

Retligt grundlag

Vedtægterne for Slagelse Kulturråd fra 2016.

 

Økonomiske og personalemæssige konsekvenser

Ingen bemærkninger.

Tværgående konsekvenser

Ingen bemærkninger.

 

Sagens videre forløb

Ingen bemærkninger.