3. Tude Ådal - valg af løsning (D)
3. Tude Ådal - valg af løsning (D)
Sagsnr.: 330-2020-140881 Dok.nr.: 330-2020-405627 Åbent
Kompetence: Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget
Beslutningstema
Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget skal drøfte den
videre proces på Tude Ådal projektet
Baggrund
Den 26. oktober 2015 traf byrådet beslutning om at
gennemføre Tude Å projektet.
Desuden er Tude Ådal projektet er senest blevet behandlet på
Byrådets møde den 14. september 2020. Her blev orienteret om det seneste møde
med Miljøstyrelsen omkring udfordringerne med vandområdeplanernes nye
fiskemålsætninger for ørred, som har standset fremdriften i Tude Å projektet.
Særligt Sportsfiskerforbundet har anket, at Tude Å projektet,
som det er vedtaget, ville kunne øge risikoen for tab af ørredyngel, når den
skal vandre ud i Storebælt.
Området hvor naturgenopretningen sker, ligger uden for et
område med fiskemålsætning for ørred, men fordi der muligvis kan gå
ørredyngel tabt, så kan det ikke udelukkes, at projektet ville have en
indirekte negativ indflydelse på ørred og dermed fiskemålsætningen opstrøms
projektområdet.
Derfor blev det undersøgt om en dispensation fra miljømålene
i forhold til naturgenopretningsprojektet var en mulighed. Miljøstyrelsen har
vurderet, at så længe Slagelse Kommune blot fastholder, at ville opnå de
gældende miljømål for Tude Å systemet, så kræver forholdet ikke en afgørelse
fra Miljøstyrelsen. Sagen kan herefter afgøres af kommunens vandløbsmyndighed.
Sagen står hermed med reelt to muligheder:
1. man kan forfølge
det oprindelige naturgenopretnings-projekt med at føre Tude Å tilbage i sit
gamle forløb, som det allerede er vedtaget af Byrådet (genslyngningen)
2. man kan droppe
ideen om naturgenopretning og genslyngning, og i stedet fastholde Tude Å i sit
nuværende regulerede forløb
Lystfiskerne er desuden kommet med et løsningsforslag med en
sluseløsning, som ikke er taget til følge jf. byrådets beslutning af 27. august
2018.
Administrationen ser dog ikke umiddelbart, at der er andre
løsninger end de beskrevne.
Det er et politisk valg, hvilken løsning der ønskes.
Ud fra en helhedsvurdering, så vil det vedtagne projekt
understøtte alle intentioner, der er i forhold til de samfundsmæssige
interesser omkring miljø og natur. Det gælder ønskerne om at reducere
kvælstofudledningen til Storebælt, øge biodiversiteten, få mere natur, få
bedre afstrømningsforhold fra de dyrkede arealer, øge områdets rekreative
kvalitet, genoprette den oprindelige natur og understøtte flere af
miljømålene. I projektet forudsættes det desuden, at der gennemføres
kompenserende tiltag ift. ørred svarende til 1½ mio. kr.
Vælges løsning 2 ovenfor,
vurderes det at være en ringere løsning, i forhold til de ovenstående
parametre.
Uanset hvilke valg der træffes, så planlægger
administrationen et møde, dels med følgegruppen til Tude Å og dels med
Sportsfiskerforbundet.
Under punktet vil administrationen redegøre nærmere for
situationen.
Retligt
grundlag
Tude Å projektet gennemføres som en del af Miljømålslovens
og herunder vandområdeplanernes krav om at reducere kvælstofudledningen til
Storebælt.
Uanset valg af løsning skal vandløbsmyndigheden give en
tilladelse efter vandløbslovgivningen.
Handlemuligheder
Projektet kan blive behandlet i Tude Å projektets
følgegruppe samt med sportsfiskerne så en udtalelse herfra kan indgå i et
beslutningssag på MPL’s møde i december.
Vurdering
Administrationen vurderer umiddelbart, at
genslyngningsprojektet bør anbefales.
Økonomiske
og personalemæssige konsekvenser
Genslyngningen vil koste mere i anlægskroner men til gengæld
må Slagelse Kommune påregne en mindre statslig finansiering hvis genslyngningen
droppes, samt en del omkostninger til projektændringer og fornyede
lodsejerforhandlinger. Netto vurderes det, at de to projekter koster kommunen
ca. det samme.
Konsekvenser
for andre udvalg
Kultur- og Fritidsudvalget kan have en interesse i at
fastholde Tude Å projektet med genslyngningen. Hermed skabes et autentisk
landskab, der understøtter vikingefæstningen Trelleborgs placering tæt ved
Storebælt, og tilgodeser rekreative interesser for lokalområdet, de mange
sommerhusejere og for turister, der besøger Trelleborg og strandene ved
Frølunde og Næsby.
Indstilling
Chefen for Miljø, Plan og Teknik indstiller,
1.
at sagen drøftes med henblik på en genoptagelse til mødet i december.
Beslutning i Miljø-, Plan-
og Landdistriktsudvalget den 2. november 2020:
Fraværende:
Drøftet.
Udvalget ønsker at fastholde det oprindelige
genslyngningsprojekt.
Udvalget tilslutter sig indstillingen om gennemførelse af
det oprindelige projekt, vedtaget af et bredt flertal i byrådet af flere
omgange.
Udvalget vurderer, at projektet med de foreslåede tiltag
rummer rimelige muligheder for kompromiser der tager hensyn til de skitserede
udfordringer.
Udvalget udtrykker opbakning til forvaltningens omfangsrige
arbejde med at arbejde for en fælles forståelse og løsning, og ser med
forventning frem til den allerede planlagte dialog med sportsfiskerforeningen.
Udvalget ønsker, at der findes en løsning ved
slusen/Bildsøvej såfremt sagen trækker i langdrag.
Steen Olsen (A) kunne ikke tilslutte sig ovenstående på
baggrund af det 10 årige sagsforløb.
Anne Bjergvang (A) indstiller, at man i stedet søger en
forligsmæssig løsning. Det er vigtigt at arbejde for at undgå klagesager. Anne
Bjergvang (A) ønsker, at der udsendes en tids- og handlingsplan incl. korrekt
oplysning om, hvor sagen kan lande i klagesystemet, herunder om der er mulighed
for at klage til EU.
Anne Bjergvang (A) henledte opmærksomheden på
sluseproblematikken, som bliver aktuel, når sagen forventeligt påklages.
Steen Olsen (A) ønsker sagen inkl. beslutning af 27. august
2018 forelagt byrådet, og mener ikke at notatark til sagen er dækkende for
belysning af sagen.
Der afholdes møde den 4. november 2020 med sportsfiskerne,
hvor Tude Å bl.a. er på dagsorden.
Der afholdes følgegruppemøde om Tude Å den 10. november
2020.
Udvalget holdes løbende orienteret.
Sagen genoptages på næste møde som beslutningssag.