Møde i udvalget d. 7. juni 2017

3.     Budget 2018-2021 - Sundheds- og Seniorudvalget (B)

Sagsnr.: 330-2017-21232               Dok.nr.: 330-2017-331101                                          Åbent
Kompetence: Sundheds- og Seniorudvalget
Beslutningstema
Udvalget drøfter temaer, som det vil være væsentligt at have opmærksomhed på i forbindelse med budgetlægningen for 2018-2021, herunder om der er emner, der skal nærmere belyses frem til Byrådets temamøde om budgettet i juni.
Baggrund
Byrådet godkendte på sit møde den 27. februar 2017 proces for udarbejdelse af Budget 2018-2021.
Udvalget har på tidligere møder i foråret drøftet budget 2018-2021 med henblik på at få udarbejdet analyser mv. til junimødet.
Udvalget skal på mødet i juni drøfte budgetgrundlaget på baggrund af:

· Tidligere drøftelser på møderne i april og maj
· 2. budgetopfølgning - herunder udfordringer og ønsker samt finansiering heraf
· Vedtaget budget 2018
· Budgetseminaret i april.
Der er til brug for udvalgets budgetdrøftelser udarbejdet et foreløbigt budgetgrundlag, ses i bilag 1. Budgetgrundlaget vil blive opdateret på baggrund af økonomiaftalen mellem KL og Regeringen primo juni og indgå i det administrative budgetgrundlag. Efter beregning af aftalens konsekvenser, vil et nyt administrativt budgetgrundlag blive fremsendt til Byrådet den 8. august 2017 og blive forelagt til Økonomiudvalgets drøftelse og afklaring af den videre proces den 14. august 2017.
Som en del af budgetproceduren er der på baggrund af udvalgenes drøftelser endvidere udarbejdet et skøn over udvalgets kan og skal opgaver til udvalgets inspiration og drøftelse. Bilag 2 viser dette.
Sundheds- og Seniorudvalget har på tidligere møder ønsket, at der udarbejdes materiale til budgetforhandlingerne om følgende emner:
a) Nye genoptræningsopgaver
b) Spisevenner
c) Restareal ved Skælskør Plejecenter
d) WIFI på plejecentrene 
e) Opnormering af sundhedsplejen (grundet øget børnetal)
f) En tydeliggørelse af oplægget omkring midlertidige boliger på både kort og langt sigt for så vidt angår både drift og anlæg
g) Sagsbehandlingstid på hjælpemidler
h) Omsorgstandpleje.
I vedlagt bilag 3a-3g findes uddybninger, konsekvensbeskrivelser samt økonomiske beregninger af de ønskede emner. For så vidt angår omsorgstandpleje henvises til separat sagspunkt på denne dagsorden.
Retligt grundlag
Den kommunale Styrelseslov samt Bekendtgørelse om kommunernes budgetlægning, regnskab m.v. fastlægger det retlige grundlag for budgetlægningen.
Handlemuligheder
Udvalget har mulighed for, at drøfte de ovenfor nævnte fokusområder, hvilke udvalget på tidligere møder, har bedt om belysning af, samt om disse skal indgå i de videre budgetdrøftelser i Byrådet.
Vurdering
Administrationen anbefaler, at det drøftes, hvorvidt der ønskes foretaget omprioriteringer inden for udvalgets egen budgetramme. Der henvises til bilag 2 indeholdende oversigt, der viser ”kan-/skal-opgaver”. Dette bilag beskriver samtidig områder, hvor der er mulighed for justeringer af serviceniveau.
Økonomiske og personalemæssige konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Konsekvenser for andre udvalg
Ingen bemærkninger.
Indstilling
Erhvervs- og Arbejdsmarkedsdirektøren indstiller på forvaltningens vegne,
1.    at Sundheds- og Seniorudvalget drøfter temaer, som det vil være væsentligt at have opmærksomhed på i forbindelse med budgetlægningen for 2018-2021
2.    at Sundheds- og Seniorudvalget beslutter, om der er emner, der skal nærmere belyses frem til Byrådets temamøde om budgettet i juni
Beslutning i Sundheds- og Seniorudvalget den 7. juni 2017:
Fraværende: 
Administrationen har omdelt brev fra Forstander Erik Juhl fra Plejecenter Antvorskov ang. bestyrelsens bemærkninger til "Modeller til etablering af midlertidige boliger".
Administrationen gør opmærksom på ændrede prisniveau på indførelse af WIFI på plejecentrene. Skemaet vil blive justeret inden fremsendelse.
Der henvises til udvalgets ønsker jf. dagsordens pkt. 2.
Udvalget fremsender samtlige emner til budgetforhandlingerne.
Desuden ønsker udvalget, at emnerne tilgår det nedsatte § 17,4 udvalg.